David Lean’s uforglemmelige 1945-klassiker med Trevor Howard og Celia Johnson:

 Alan Bridges’ triste, hurtigt glemte TV-film fra 1974:

Mht. den nuværende bølge af genindspilninger og lignende, er årsagen vel klar nok: Man vil egentligt gerne producere noget nyt og originalt, medvirke til skabelsen af ikoniske figurer og interessante historier, men man tør bare ikke, for der er sikre penge i at fortsætte med at koge suppe på de samme gamle ben … og filmindustriens fornemste opgave er altså at tjene penge. Kunsten kommer i anden eller tredje række … hvis man er heldig.

Det er i sidste ende brugeren/kunden, der bestemmer. Så længe vi vedbliver med at betale for produkter af genindspilningstypen, fortsætter trenden.

Black Sabbath (1970)

“This Is The End My Friend
Satan’s Coming Round The Bend
People Running ‘Cos They’re Scared
You People Better Go And Beware
No!, No! Please! No!”

Før Will Smith’s kamp med de utroværdige computeranimationer i I Am Legend, før Charlton Heston’s slagsmål med de teknologiforskrækkede, halvblinde mutanter i den action- og goofspækkede The Omega Man var der den elegante Vincent Price i den sort-hvide italienske (amerikansk-italienske) The Last Man on Earth. Nogle gange ufrivilligt komisk, andre gange hyggelig, men adskillige foruroligende dommedagsbilleder og enkelte hårrejsende begivenheder opvejer (næsten) dette.

Himlen er meget amerikansk, men alligevel helt din egen

Forlystelsesparken Ruby Pier’s gamle, ensomme vedligeholdelsesmand Eddie (Jon Voight) forsøger at redde en lille pige fra at blive knust under en forlystelse, hvilket medfører, at han omkommer. Eddie vågner efterfølgende op i Himlen (der indledningsvis ligner Ruby Pier til forveksling). Her står fem personer (deriblandt hans hustru i en meget ung og lækker udgave) klar til, én efter én, at tage ham med på en lærerig rejse gennem hans liv; en rejse der skal hjælpe ham til at forstå meningen med det hele, med oplevelserne i 2. verdenskrig, de mange mareridt, det smertefulde skudsår, den dominerende og voldelige fader, det livslange arbejdsforløb i Ruby Pier, det traumatiske tab af hustruen, karrieredrømmen, der aldrig blev realiseret osv. osv.

The Five People You Meet in Heaven er desværre langtrukken, klichéfyldt, tårevædet og sentimental og bedst egnet til børn og naive sjæle, der tror på filmens noget glansbilledagtige fremstilling af livet efter døden, men den har i det mindste et positivt budskab, der sætter nogle tanker om menneskelig eksistens, meningen med tilværelsen, den måde vi er bundet sammen på, den betydning hvert enkelt menneske har for sine medmennesker osv. i gang.

 En enkelt scene er dog for kvælende, selv for en type som jeg, der har set det meste: Eddie møder hans femte menneske, som er identisk med den sjæl, der trak ham op i Himlen i dødsøjeblikket, som forresten også er identisk med den lille pige, han ved en fejltagelse brændte til kul med en brutal flammekaster under en flugt fra en japansk fangelejr. Her, midt i en flod i Himlen, får Eddie så mulighed for at forære hende et dyr formet af piberensere (vistnok en kanin) og efterfølgende vaske hendes brandsår helt væk … med en våd sten??

 

Som det viser sig, var det ikke nogen tilfældighed, at Eddie blev bragt op i Himlen af barnet, han slog ihjel. Eddie var livet igennem en stor børneven, der i kraft af hans mangeårige, samvittighedsfulde vedligeholdelsesarbejde i Ruby Pier fik reddet mangen et barne- og muligvis også voksenliv, hvilket vi også bliver belært om i filmens afsluttende scene, hvor Eddie er tilbage i den himmelske udgave af hans gamle arbejdsplads, der nu er fyldt op til randen med alle de glade og taknemmelige mennesker, der fik lov til at leve, fordi Eddie holdt forlystelserne i ordentlig stand. Og her bliver han så for anden eller tredje gang genforenet med hustruen (den unge, lækre udgave).

Familievenlig underholdning som kun Hallmark kan præsentere den: Hensigten er muligvis god, men udførelsen halter slemt. De 160 minutter i to dele er for meget, men til de mennesker, der bare ikke kan få det følelsesladet nok, kan jeg fortælle, at stakkels Eddie tilmed dør på sin fødselsdag. Så bliver det ikke meget bedre!

Napolis verdensmester i hammerslag byder op til dans i Piedone lo sbirro (1973):

Canadiske Last Night: Ingen forklaringer, ingen superhelte, men masser af sex, kærlighed, konflikt, humor, hysteri og alvor:

Solen der svulmer op? Aner det ikke, men det ser ud til at være pokkers varmt.

“Egentligt ville jeg bare høste mine meloner, men så hjalp jeg en latinamerikansk dame med at komme på toilettet, hvorefter jeg ansatte hende og hendes følge af melonplukkere, hvilket betød, at jeg senere blev nødt til at ydmyge en lokal bøllespire, der ville tvinge mig til at ansætte hans andenklassesplukkere. Dette førte så til, at jeg blev smidt i fængsel, hvor jeg mødte en mafia-hitman, jeg senere hjalp med at flygte, men med den bagtanke at servere ham for myndighederne i håbet om, at de så ville give mig lov til tage hjem til mine meloner, der ellers ville ligge og rådne. Desværre lykkedes planen ikke. Mafia-hitmanden slap fra mig, og han og hans følge af morderiske medhjælpere har nu kun ét i tankerne: at få slået mig ihjel så hurtigt som muligt …”

Aldrig mere tør jeg stå på altanen
Aldrig mere tør jeg købe et hus
Aldrig mere tør jeg rense et afløb
Aldrig mere tør jeg eje et loft
Aldrig mere tør jeg kæle en kat
Aldrig mere tør jeg tale til børn
Aldrig mere tør jeg elske en kvinde
Aldrig mere tør jeg lade mig elske
Aldrig mere tør jeg køre i bus
Aldrig mere tør jeg arbejde sent
Aldrig mere tør jeg se på en skærm
Aldrig mere tør jeg gå på en trappe
Aldrig mere tør jeg ta’ telefonen
Aldrig mere tør jeg stole på mennesker
Aldrig mere tør jeg tro på mit syn
Aldrig mere tør jeg åbne en dør
Aldrig mere tør jeg ligge i sengen
Aldrig mere tør jeg putte i dynen
Aldrig mere tør jeg stirre et langhåret spøgelse dybt ind i øjet
Aldrig mere tør jeg bruge hospitaler
Aldrig mere tør jeg tro på lidt tryghed
Aldrig mere tør jeg være alene

Aldrig mere …

Jeg har aldrig været nogen stor fan af Dirch Passer, men heldigvis byder denne velfærdskritik på så meget andet, deriblandt en desperat repræsentants (Kjeld Petersen) møde med skattevæsenet.

Vi er allesammen tossede var ikke uden grund Mogens Glistrups yndlingsfilm … og den holder stadigt.

Stiliseret, karikeret, kunstig, underspillet, langt fra autentisk, fordomsfuld, dramatisk, western, noir, smuk, grim, tragisk:

- Det kan da godt være, vi er nogle klamme, suspekte bonderøve, men sønderjyder bliver vi altså aldrig …