En misforstået film
Den engelske instruktør Ridley Scotts dystre neo-noir-fremtidsvision “Blade Runner” er en af de film, jeg altid vender tilbage til. Dette mesterværk, som fascinerer ved hvert nyt gennemsyn, var efter Ridley Scotts eget udsagn umådeligt svært at skabe og ret misforstået i sin tid.

Tiltrækkende og frastødende
Jeg er ikke sikker på, hvad det er, jeg finder så tiltrækkende ved “Blade Runner.” Det er vel ikke det mørke og regnfulde Los Angeles år 2019, med de massive trafikale problemer både i luften og på gaderne og det konstante bombardement af reklamer? Eller måske er det netop det, der er så fascinerende, fordi man kan betragte det på afstand og glæde sig over, at man ikke selv er en del af det. Dette ekstreme sted, der, trods de store menneskemasser, skriger ensomhed og fremmedgørelse ud til beskueren.

En banal historie 
Og hvad med historien om den delvist pensionerede blade runner, der jager fire renegade-replikanter - den er vel egentligt ganske banal, nærmest B-film-banal. Replikanter eller humanoider med en indbygget levetid på fire år, skabt af geningeniører med henblik på seksuel- og anden udnyttelse, som f.eks. udførelse af farligt arbejde i rumkolonierne. Arbejde som almindelige mennesker ikke vil røre ved. Disse skabninger har nu gjort oprør, og er efterfølgende blevet forbudt på jorden. De må derfor opspores og dræbes af specialister - “blade runners.” Noget der, på grund af replikanternes store fysiske styrke og intelligens, er ganske vanskeligt.

Noir og Vangelis
Måske er det noir-stilen, der tiltaler mig. En film om fremtiden - skabt i en stil hentet i fortiden. Måske er det Vangelis følsomme musikalske bidrag lagt sammen med de meget store eksistentielle spørgsmål, der gør udslaget. Måske er det blade runnerens kærlighed til en replikant, og spørgsmålet om hvorvidt blade runneren selv er replikant, jeg finder interessant.

De store “børn”
Eller måske er det i virkeligheden vores replikanter, der fascinerer mig mest. Disse store ”børn,” med deres ustabile følelsesliv og kæmpekræfter, der bare ønsker at leve, og som grundlæggende har de samme eksistentielle problemer som os andre. Disse væsener, der er blevet så groft misbrugt af deres skabere, men som i virkeligheden viser sig at være mere humane end den menneskehed, der skabte dem. Noget der også kommer til udtryk i filmens sidste scener, hvor den ledende replikant redder blade runnerens liv  - midt i en duel på liv og død. På kanten af sin egen død forstår replikanten tilsyneladende, hvor dyrebart livet er.

En blanding af nyt og gammelt
Den kendsgerning, at ”Blade Runners” miljø ikke, som det nogle gange er tilfældet i sci-fi, er sterilt og udelukkende fyldt op med smart, avanceret fremtidsteknologi, betyder også meget i forhold til min oplevelse. I “Blade Runner” er gaderne fulde af farverigt liv og en klædelig blanding af nyt og gammelt, på samme måde som det er tilfældet i vores “rigtige” virkelighed, hvor den ny teknologi går hånd i hånd med den lidt ældre. Og pludseligt, som ved et trylleslag, er “Blade Runners” regnvåde gader tømt for mennesker - igen noget man kan opleve i den “virkelige” virkelighed. Nogle vil måske finde miljøet kunstigt, men jeg finder det imponerende og en del mere realistisk end mange andre sci-fi-miljøer, jeg er faldet over på min lange vej gennem filmhistorien.

Savnet af “voice-over”
Jeg kunne nok blive ved med at skrive og tale om ”Blade Runner” uden at komme til bunds i årsagerne til min fascination, så jeg vil bare slutte af med at takke Ridley Scott for denne mystiske og besynderlige film, der bliver bedre ved hvert nyt gennemsyn. Jeg kan i øvrigt fortælle, at jeg foretrækker den originale biografudgave frem for den senere ”directors cut” fra 1991 - en udgave der er ret forskellig fra originalen, idet man har skåret Harrison Fords “voice-over” væk og dermed fjernet et af mine elskede noir-elementer. Den bratte slutning i directors cut-udgaven behager mig heller ikke, da jeg derved bliver snydt for de meget smukke “outtakes” fra Stanley Kubricks The Shining. Ridley Scotts lån af de betagende billeder fra Kubricks gyser er, sammen med de to hovedpersoners rejse ud i den smukke natur, med til at gøre “Blade Runner” mere menneskelig -trods dens brutale univers.