Før Will Smith’s kamp med de utroværdige computeranimationer i I Am Legend, før Charlton Heston’s slagsmål med de teknologiforskrækkede, halvblinde mutanter i den action- og goofspækkede The Omega Man var der den elegante Vincent Price i den sort-hvide italienske (amerikansk-italienske) The Last Man on Earth. Nogle gange ufrivilligt komisk, andre gange hyggelig, men adskillige foruroligende dommedagsbilleder og enkelte hårrejsende begivenheder opvejer (næsten) dette.