Den første og bedste: Ted Kotcheff’s First Blood fra 82, i hvilken specialstyrkernes bedste mand bliver præsenteret for det konservative small-town America’s værste sider, og slutter af med en grådkvalt, ret uforståelig monolog, som heldigvis er oversat til dansk.

George P. Cosmatos’ Rambo: First Blood Part II fra 85 går ikke over i historien som det største kunstværk nogensinde, men der er nok lidt underholdning at finde for mennesker, der bare ikke kan få nok af Rambo-universet: Rambo er tilbage i Sydøstasiens eksotiske fugthelvede, nærmere betegnet Thailand, Laos og Vietnam. Opgaven er denne gang at opspore amerikanske krigsfanger i Vietnam, samt dokumentere deres eksistens. En fangelejr, Rambo flygtede fra i 1971, er målet. Rambo bliver derfor bl.a. udstyret med et fotografiapparat samt strenge ordrer om ikke at angribe fjenden, da en anden gruppe skal tage sig af befrielsen. Selvom missionen er både vanskelig og frustrerende, er den ikke uden behagelige indslag, som f.eks. Rambo’s makker og våbenfælle i junglen, den vietnamesiske agent Co Bao, der ærligt talt ligner en i Singapore født, gudesmuk model og skuespiller ved navn Julia Nickson-Soul mere, end godt er for filmens troværdighed … der i forvejen halter betydeligt. 

Noget er dog grueligt galt. Som det viser sig, er hensigten i virkeligheden ikke at befri de amerikanske fanger, ligesom man heller ikke har problemer med at efterlade Rambo i junglen til en grum skæbne med blodige voldshandlinger, Sovjet-tortur og andet godt, der, efter min opfattelse, ikke kan bidrage til at hele en forpint Vietnamveterans psykiske sår. Forræderiet er dermed en realitet, og Rambo kæmper nu for livet. Efterfølgende bliver den forlorne, men uendeligt smukke vietnameser Co Bao skudt, og inden hun udånder i Rambo’s arme, i det der udvikler sig til den mest pinlige dødsscene, jeg kan erindre, når hun lige at udstøde de mindeværdige ord: Ram-bo … You … you … can’t forget me.

Peter Falk og Alan Arkin i Arthur Hillers komedie The In-Laws:

Peter Falk, der angiveligt lider af Alzheimers og demens, er ikke, hvad han var engang, men han har altid været langt mere end “Lieutenant Columbo.” Selv husker jeg ham bedst for hans interessante samarbejde med vennen John Cassavetes og film som Husbands (1970), A Woman Under the Influence (1974) samt Mikey and Nicky (1976).

Hverken kult eller klassisk

Takket være videnskaben, har den komatøse King Kong overlevet den opslidende affære med Jessica Lange og turen ned fra Empire State Building, men tilsyneladende med et dårligt hjerte tilfølge - eller også er det blodet, den er gal med. Under alle omstændigheder står Linda “The Terminator” Hamilton og en stor stab af læger eller lignende klar med et kunstigt hjerte, samt ønsker om frisk blod til en transfusion. Heldigvis finder man en “Lady Kong,” og transfusionen-transplantationen gennemføres. Efterfølgende - og ad en vej brolagt med vold og abehærværk - finder den beslutsomme King frem til den bedårende Lady Kong, og sammen flygter de to behårede elskende ud i vildmarken - med de væbnede styrker og Linda Hamilton lige i hælene …

Tak til De Laurentiies Entertainment Group for denne omgang nonsens, der bare bliver dårligere ved hvert nyt gennemsyn.

De fleste kender vel Chabrols “Le boucher” fra 1970, men hvem kender “Le tigre?“

Paul Newman har rent faktisk instrueret en håndfuld film. Her er plakaten til én af dem, tømmerdramaet fra de store skove i Nordvest, Sometimes a Great Notion/Never Give a Inch/Never give an Inch/Hårdt mod hårdt:

Terence Young’s undervands-Bond fra 65:

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser frem til Bud Spencers 80 års fødselsdag den 31. oktober, selvom jeg ikke er inviteret til festen. I den mellemliggende tid vil jeg så nyde nogle af hans bedste film, deriblandt den berømte og charmerende ”Vi holder med flodhestene:“

Et sted i det sydlige Afrika regerer Ormond (Joe Bugner) – sværvægtsbokser, og forretningsmand med sans for lyssky aktiviteter. Her lever han som en fyrste, omgivet af et farverigt galleri af muskelsvulmende, men stærkt underbegavede håndlangere, der også må lægge krop til, når Ormond skal træne. Desværre for hans hårdt plagede omgivelser, er Ormond en rigtig modbydelig fyr – arrogant, brutal, og meget lidt opmærksom på de indfødtes rettigheder og behov.

Ormond lever af at indfange det lokale, eksotiske storvildt med henblik på salg - blandt andet til zoologiske haver i Canada. Ikke dyrenes mest naturlige omgivelser, men som Ormond siger til en ikke særligt velbegavet kunde: “Meat is better preserved, when it’s cold.” Denne indbringende, omend tvivlsomme trafik kører tilsyneladende som på skinner, ikke mindst på grund af den kendsgerning, at områdets politi og dommerstand udgør to af Ormonds mange villige redskaber.

Ormonds kærlighed til menneskene er ret beskeden, hvilket også kommer til udtryk i en samtale omhandlende et planlagt molebyggeri i et allerede beboet område ved den lokale flod: “Africa is full of natives. Kick them out!” Ormond er, som vi ser, ikke nogen brændende fortaler for det multietniske broderskab, kristen næstekærlighed ligger ikke rigtigt til ham, og venner har han ingen af – kun ansatte. Han er kort sagt ikke typen, der finansierer væresteder for svage medborgere, hjælper ældre kvinder over gaden eller udfører frivilligt arbejde i den lokale spejderforening og lignende.

Men Ormonds brutale styre står for fald. Uheldigvis for ham, er dagdriveren, hustleren og dyrevennen, den altid pengetrængende Slim (Terence Hill), vendt hjem efter endnu et udlandsophold. Slim bruger nu tiden på at hænge ud med Afrikas mange sære originaler, og skovle mad i sig hos plejemoderen – en kærlig, hårdtarbejdende husmodertype, der har en chimpanse som køkkenmedhjælper, spejler strudseæg af fodboldstørrelse, og udfører troldomskunst i pauserne. 

Når Slim ikke overspiser eller driver rundt i lokalområdet, saboterer han gerne halvbroderen Toms (Bud Spencer) hjælpeløse og barnagtige bestræbelser på at drive et lille safarifirma. Slim synes ikke om Toms skydegale safarikunder, men Tom kan meddele, at han lader geværerne med løst krudt. I øvrigt har Tom også andre indtægtskilder, idet han fusker en del med falske antikviteter. Trods deres modsætningsfyldte forhold, tager de to brødre sammen kampen op med Ormond og dennes lille hær af stadigt mere modvillige hooligans, hvilket blandt andet resulterer i et mindre fængselsophold til Tom (som bliver befriet at Slim og en monsterbulldozer).

Kærlighed til børn, dyr, slagsmål og mad er et tilbagevendende indslag i Spencer-Hill-film. I Vi holder med flodhestene er børnene smilende, dyrene eksotiske, slagsmålene mange, og det obligatoriske ædegilde uovertruffent. Ormond forsøger at bestikke Slim og Tom med penge og en ret anspændt frokost, der selvfølgeligt udvikler sig til et underholdende ædegilde, hvor bjerge af megasteaks, meloner, hummere og store portioner russisk kaviar hæmningsløst indtages. Alt sammen skyllet ned med de fineste vine. De kulinariske kombinationer er besynderlige og interessante. Slims ulækre kaviarcocktail – et Champagneglas fyldt op til randen med kaviar, smør, salt, peber og Champagne – er mindeværdig.

Også de vel iscenesatte slagsmål (med indlagt armlægning) holder kvaliteten. Ikke mindst den afsluttende sværvægtsduel mellem Spencer og Bugner er klassisk - fedme og muskler kontra muskler. Her vinder, som altid, fedme og muskler. I det hele taget synes Ormond at være den fødte taber fra det øjeblik, han træder ind på scenen. I denne genre er vinderen altid givet på forhånd – heldigvis.

Det er ikke uden grund, at Italo Zingarellis Vi holder med flodhestene er blevet kåret som en klassiker. Den er begivenhedsrig, men alligevel afslappet. Den er dejligt børne- og familievenlig, gennemgående positiv, og fyldt op med morsomme gags. Den banale historie er, som altid, blot en undskyldning for at dele lussinger ud. De medvirkende trisser rundt og hygger sig, alt imens de uddeler og modtager kæbestød og hammerslag m.m. i en ret underholdende film.

Vi holder med flodhestene er mere gennemarbejdet og helstøbt end mange andre Spencer-Hill-film, ligesom den kan tilbyde et imponerende antal underholdende screen fights. Eneste lille minus er manglen på temposkift, og “flodhestene” er da også blevet anklaget for at være monoton, men den er ikke desto mindre en klassiker, der bør pryde Spencer-Hill-hylden hos enhver fan med respekt for makkerparret.

My name is Max … Mad Max!

-

Mens vi utålmodigt venter på George Millers Mad Max 4, denne gang formentligt uden Mel Gibson, kan vi jo mindes de tre første:

The last of the V-8 Interceptors

En sulten hund, en mand uden benzin og en ombejlet tankbil

En rocksanger

… og en frelser

 -

Mad Max - et must for post-apokalypse-entusiaster, læderfetichister og mennesker, der drømmer om brølende V-8′ere og muligheden for at træde sømmet i bund på de uendelige australske landeveje.

Stanley Kubricks kolde og sterile sci-fi-klassiker “2001,” i hvilken en mission til Jupiter udvikler sig til en en syret, bevidsthedsforandrende rejse gennem rum og tid.

Måske den mest indflydelsesrige “sci-fi” i filmhistorien, med den besværlige supercomputer HAL 9000 i en fremtrædende rolle som kunstig tyran.

(Og man kan roligt skøjte let og elegant hen over Peter Hyams efterfølger “2010″ fra 1984 - der også baserer sig på Arthur C. Clarke - selvom den er ganske underholdende).

Ted Kotcheffs udødelige actionfilm First Blood i en flot VHS-udgave, fundet i Kirkens Korshær:

Den ensomme, traumatiserede Vietnamveteran John J. Rambo vader rundt i det nordvestlige USA på jagt efter soldaterkammerater fra krigen. På rejsen støder han ind i en ikke så gæstfri sherif og senere dennes lede sadist-assistent, der tager ret hårde metoder i brug i forbindelse med en tvangsbarbering af vores plagede veteran. 

Man anholder og presser dog ikke ustraffet en mand som John Rambo, for hvem det sydøstasiatiske helvede lurer lige under overfladen, og specialstyrke-træningen kan tage over på et splitsekund, hvilket den også gør, og det nordvestlige USA er herefter i den beklagelige situation, at det er i krig med John Rambo, der blot kan sige: “They drew first blood.”

En middelgod Norris-crimethriller med flere interessante navne, bl.a. Christopher Lee, Richard “Shaft” Roundtree og den omvandrende tank Professor Toru Tanaka, som jeg bedst husker for hans duel med Arnold Schwarzenegger i sci-fi-thrilleren ”The Running Man” fra 1987.

Donald Pleasence er dejligt spooky som Ernst Stavro Blofeld, og kampen mod S.P.E.C.T.R.E. legendarisk, men hjælpen er nær i form af en dødbringende Sean Connery iført en lige så dødbringende og ret så smart transportabel helikopter.