Napolis verdensmester i hammerslag byder op til dans i Piedone lo sbirro (1973):

Tro det eller ej, men Bud Spencer kan fejre sin 80-års fødselsdag den 31. oktober 2009. Et stort tillykke herfra.

                                                                  Happy Birthday Piedone

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser frem til Bud Spencers 80 års fødselsdag den 31. oktober, selvom jeg ikke er inviteret til festen. I den mellemliggende tid vil jeg så nyde nogle af hans bedste film, deriblandt den berømte og charmerende ”Vi holder med flodhestene:“

Et sted i det sydlige Afrika regerer Ormond (Joe Bugner) – sværvægtsbokser, og forretningsmand med sans for lyssky aktiviteter. Her lever han som en fyrste, omgivet af et farverigt galleri af muskelsvulmende, men stærkt underbegavede håndlangere, der også må lægge krop til, når Ormond skal træne. Desværre for hans hårdt plagede omgivelser, er Ormond en rigtig modbydelig fyr – arrogant, brutal, og meget lidt opmærksom på de indfødtes rettigheder og behov.

Ormond lever af at indfange det lokale, eksotiske storvildt med henblik på salg - blandt andet til zoologiske haver i Canada. Ikke dyrenes mest naturlige omgivelser, men som Ormond siger til en ikke særligt velbegavet kunde: “Meat is better preserved, when it’s cold.” Denne indbringende, omend tvivlsomme trafik kører tilsyneladende som på skinner, ikke mindst på grund af den kendsgerning, at områdets politi og dommerstand udgør to af Ormonds mange villige redskaber.

Ormonds kærlighed til menneskene er ret beskeden, hvilket også kommer til udtryk i en samtale omhandlende et planlagt molebyggeri i et allerede beboet område ved den lokale flod: “Africa is full of natives. Kick them out!” Ormond er, som vi ser, ikke nogen brændende fortaler for det multietniske broderskab, kristen næstekærlighed ligger ikke rigtigt til ham, og venner har han ingen af – kun ansatte. Han er kort sagt ikke typen, der finansierer væresteder for svage medborgere, hjælper ældre kvinder over gaden eller udfører frivilligt arbejde i den lokale spejderforening og lignende.

Men Ormonds brutale styre står for fald. Uheldigvis for ham, er dagdriveren, hustleren og dyrevennen, den altid pengetrængende Slim (Terence Hill), vendt hjem efter endnu et udlandsophold. Slim bruger nu tiden på at hænge ud med Afrikas mange sære originaler, og skovle mad i sig hos plejemoderen – en kærlig, hårdtarbejdende husmodertype, der har en chimpanse som køkkenmedhjælper, spejler strudseæg af fodboldstørrelse, og udfører troldomskunst i pauserne. 

Når Slim ikke overspiser eller driver rundt i lokalområdet, saboterer han gerne halvbroderen Toms (Bud Spencer) hjælpeløse og barnagtige bestræbelser på at drive et lille safarifirma. Slim synes ikke om Toms skydegale safarikunder, men Tom kan meddele, at han lader geværerne med løst krudt. I øvrigt har Tom også andre indtægtskilder, idet han fusker en del med falske antikviteter. Trods deres modsætningsfyldte forhold, tager de to brødre sammen kampen op med Ormond og dennes lille hær af stadigt mere modvillige hooligans, hvilket blandt andet resulterer i et mindre fængselsophold til Tom (som bliver befriet at Slim og en monsterbulldozer).

Kærlighed til børn, dyr, slagsmål og mad er et tilbagevendende indslag i Spencer-Hill-film. I Vi holder med flodhestene er børnene smilende, dyrene eksotiske, slagsmålene mange, og det obligatoriske ædegilde uovertruffent. Ormond forsøger at bestikke Slim og Tom med penge og en ret anspændt frokost, der selvfølgeligt udvikler sig til et underholdende ædegilde, hvor bjerge af megasteaks, meloner, hummere og store portioner russisk kaviar hæmningsløst indtages. Alt sammen skyllet ned med de fineste vine. De kulinariske kombinationer er besynderlige og interessante. Slims ulækre kaviarcocktail – et Champagneglas fyldt op til randen med kaviar, smør, salt, peber og Champagne – er mindeværdig.

Også de vel iscenesatte slagsmål (med indlagt armlægning) holder kvaliteten. Ikke mindst den afsluttende sværvægtsduel mellem Spencer og Bugner er klassisk - fedme og muskler kontra muskler. Her vinder, som altid, fedme og muskler. I det hele taget synes Ormond at være den fødte taber fra det øjeblik, han træder ind på scenen. I denne genre er vinderen altid givet på forhånd – heldigvis.

Det er ikke uden grund, at Italo Zingarellis Vi holder med flodhestene er blevet kåret som en klassiker. Den er begivenhedsrig, men alligevel afslappet. Den er dejligt børne- og familievenlig, gennemgående positiv, og fyldt op med morsomme gags. Den banale historie er, som altid, blot en undskyldning for at dele lussinger ud. De medvirkende trisser rundt og hygger sig, alt imens de uddeler og modtager kæbestød og hammerslag m.m. i en ret underholdende film.

Vi holder med flodhestene er mere gennemarbejdet og helstøbt end mange andre Spencer-Hill-film, ligesom den kan tilbyde et imponerende antal underholdende screen fights. Eneste lille minus er manglen på temposkift, og “flodhestene” er da også blevet anklaget for at være monoton, men den er ikke desto mindre en klassiker, der bør pryde Spencer-Hill-hylden hos enhver fan med respekt for makkerparret.

Sidst set som eks-gambler, gnaven hammerslag- og kæbestøds-uddeler, nonneven samt lastbilchauffør (uden lastbil) på delfintransport i Sergio Corbuccis Odds & Evens/Pari e dispari.

Takket være en dygtigt manipulerende halvbroder og en svært upålidelig fader, tvinges den triple burger-spisende, lagkage-elskende Charlie til et opgør med gangstervældet i Floridas sports- og spillemiljø, hvilket resulterer i en knust lystyacht, en knust burgerbar, en knust bar og et betydeligt antal morsomme, blodløse slagsmål.

Situationskomikken når nye højder og Spencer-Hill-had-kærlighedsforholdet er sjældent set mere gloende. Også det store, nu afdøde argentinske bokse-ikon Carlos Monzon får lidt omtale (ham der nedlagde det danske verdensnavn Tom Boggs i 1972), ligesom vi bliver præsenteret for en sær, men i Florida ret velkendt sportsgren.