Jeg har aldrig været nogen stor fan af Dirch Passer, men heldigvis byder denne velfærdskritik på så meget andet, deriblandt en desperat repræsentants (Kjeld Petersen) møde med skattevæsenet.

Vi er allesammen tossede var ikke uden grund Mogens Glistrups yndlingsfilm … og den holder stadigt.

Af en eller anden grund kan man finde Erik Ballings Det var en lørdag aften på min VHS-hylde, hvilket er besynderligt, da jeg hellere vil kysse en grøn mamba end se en film med Daimi på rollelisten. Men sådan er der så meget …

Er man til Johannes Meyer i topform og lune danske komedier, bør man tilvejebringe Lau Lauritzens Vejrhanen: En mands problemer med en knirkende vejrhane udvikler sig til en kamp mod bureaukrati og korruption.

En af de VHS’er jeg valgte at beholde - heldigvis:

Livet er for kort til bekymringer om alt det, livet er for kort til

Min kære fader er af den opfattelse, livet er for kort til film af “Teatertosset”-typen, men jeg tror, denne 1944-film om den friske servitrice Dorrit (Marguerite Viby), der på snedig vis kæmper sig ind i teaterverdenen, har fortjent 96 minutters opmærksomhed, trods klichéerne:

Med en elskværdig Ib Schønberg, en syngende Hans Kurt og en overfrisk Marguerite “Tingelingeling for dig” Viby m.fl.

Instruktion: Alice O’Fredericks

Manuskript: Paul Sarauw

Musik: Sven Gyldmark

-

*Genindspillet i 1956 som Vi som går stjernevejen med Ebbe Rode, Birgitte Reimer, Hans Kurt, Poul Bundgaard m.fl.

Scanbox-box set med tre lystige Ib Schønberg-film, fundet til sølle 30 kroner … desværre uden Café Paradis.

Jeg synes, Peter Malberg får for lidt opmærksomhed i medierne for tiden. Det vil jeg gerne lave om på med lidt reklame for Jon Iversens Morten Korch-lignende komedie Tre finder en kro. Filmen, der baserer sig på en John Drinkwater-komedie, er ikke den bedste Malberg, der er produceret, men er ikke desto mindre den eneste, jeg ejer med skuespilleren.

Om Bromølle Kro, en krodatter, der er forelsket i en lokal godsejer, de tre gæster, der medvirker til, at de får hinanden, samt en masse forviklinger:

“Hæsblæsende helikopter- og biljagter”

Der er dem, der mener, film kan blive så dårlige, at de er morsomme. Ib Mossins “kriminal”-komedie Brand-Børge rykker ud er i alle tilfælde kvalificeret til prisen “alle tiders værste danske bundskraber.” Den er dermed seværdig for entusiastiske bad-movie-fans, der, som undertegnede, sætter en ære i at spilde tilværelsen med plat underholdning af enhver slags.

Filmen omhandler en stjålen diamant i en lagkage, der eftersøges af politi, gangstere, brandmænd og nogle tankvognschauffører. Og så bliver der forresten spist nogle lagkager.

Våset farce og forvekslingskomedie, samt dejligt tidsspilde med flere kendte navne, som f.eks. Ulf Pilgaard, Axel Strøbye, Kai Løvring og Poul Bundgaard. Dertil skal så lægges masser af god reklame for div. firmaer og varemærker - til anmeldernes store irritation. Men egentligt købte jeg “Børge,” fordi Gotha Andersen er at finde på rollelisten.

Carl Schenstrøm (1881-1942), Fyrtaarnet, og Harald Martin Bergman Madsen (1890-1949), Bivognen.

- 

Vester Vov-Vov (1927)

-

Højt på en kvist (1929) 

Nogle gange er det klogt at lade drømmen forblive en drøm

Karl Stegger med et fast greb om øllet i Henning Carlsens prisbelønnede drama fra 1972. Om Nørrebroværtshuset “Strudsen,” og alle drømmerne, der befolker stedet. En charmerende og anbefalelsesværdig film. Nomineret til ”Den gyldne bjørn” (Golden Berlin Bear) i 1972. Fortjent vinder af en Bodil i 1973.

En rystende film om tragiske skæbner og forspildte muligheder

Vil man se dansk films mest begavede skuespiller, Ib Schønberg, i hans største rolle nogensinde, bør man tilvejebringe den danske film Café Paradis.

I Café Paradis, instrueret af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen, følger vi prokuristen Christian Birger (Ib Schønberg) på hans hårrejsende rutsjetur ned af den sociale rangstige fra en prokurist-stilling i skotøjsfabrikken “Britka,” med mulighed for avancement til direktør, til en tilværelse som spritter og social udstødt.

Ib Schønbergs rystende og meget gennemarbejdede portræt af den sympatiske, men svage prokurist med direktørdrømme, der bliver offer for alkoholens faldgruber, er en af dansk films største præstationer. Ikke mindst den overfladiske og snobbede hustru Rita´s (Karin Nellemose) ambitioner, forretningsfrokosternes fristelser og vennernes drikkevaner gør deres til at ødelægge Christian Birger, og filmen kan udmærket bruges som en skræmmende advarsel imod alkoholindtagelse. Den fantastiske Ib Schønberg sætter i Café Paradis mange af de andre store navne til vægs. Ikke mindst den energisk overspillende Poul Reichhardt og den teatralske Ingeborg Brams. Der er dog ikke noget kunstigt ved Johannes “For enden af alting står en øl og en snaps” Meyers spritter.

Ib Schønberg demonstrerer i Café Paradis hvorfor, han må regnes for en skuespiller i den absolutte verdenselite. Når man ser ham træde ind på scenen i de gamle danske film, fremstår flere af hans kolleger pludseligt som håbløst umoderne.

Er man interesseret i gamle danske film, kommer man ikke udenom Café Paradis og Ib Schønbergs tragiske portræt af Christian “Jeg holder altid korte, men gode taler” Birger. Kan man leve med filmens tendens til advarsler og fremstilling af læger som hvidkitlede halvguder, får man en fantastisk oplevelse, hvor der bestemt ikke bliver lagt fingre imellem som i filmens sidste scener, hvor vi ser en fuldstændigt ydmyget Christian Birger tigge øl på stamværtshuset. En total og modbydelig afklædning af et menneske igennem 97 fascinerende minutter i selskab med den største danske skuespiller nogensinde.

Fire danske lastbilchauffører, John (Otto Brandenburg, Hans (Jens Okking), Lasse (Claus Strandberg) og Brian (Jørn Fauerschou), skal ud på endnu en Italienstur (Bolzano). Desværre for dem, bliver de ofre for et svindelnummer (noget med ombytning af laster) iværksat af deres firma, hvilket medfører konflikt med italienske gangstere og brutalt overfald på Lasse, der efterfølgende forlader branchen - til hustruens store glæde. Også Hans skifter spor. Han skal nu køre frisk fisk til Frankrig. ”Knægten” Brian går endnu større forandringer i møde, da han endeligt bliver gift. Kun John holder ud - men han har også hårdt brug for turene til støvlelandet og kæresten Nadia (Franca Maria De Monti), selvom hustruen Gerda (Kirsten Olesen) udmærket er bekendt med forholdet.

Jeg har svært ved at skjule min begejstring for instruktøren Peter Ringgaards Langturschauffør, som jeg ofte kaster i videoen, når lysten til en nostalgisk rejse melder sig. Og så ser jeg gennem fingre med den hårde medfart, filmen fik af mange kritikere og anmeldere. F.eks. er det blevet sagt, at “scenerne mangler nerve og karakter og miljøet liv.” Skal man tro på eksperterne, er filmen også ”klichépræget og fordomsfuld” samt “velmenende socialrealisme” osv. osv.  Jeg synes ærligt talt, kritikken er urimelig. Jeg anser Langturschauffør for at være langt bedre end sit rygte, og en del bedre end det tegneserie-lignende amerikanske modstykke Convoy fra 1978, der til gengæld har i action, hvad det mangler i realisme.

Faktisk giver Peter Ringgaard os et interessant indblik i hverdagslivet i de tidlige 1980′ere og det ikke så glamourøse chaufførliv på rastepladser og landeveje, samt de problemer jobbet medfører på hjemmefronten. Og så får vi en glimrende demonstration af lastbilfolkets særlige jargon -tydeligt inspireret af Convoy. En diskussion mellem Okking og Brandenburg omhandlende madpakkebytning og rullepølse, der finder sted på en mørk rasteplads et sted i Europa, er også ret underholdende - og typisk dansk.

Jeg oplever Langturschauffør som overordentligt seværdig - ikke mindst pga. den imponerende line-up af stærke danske skuespillere, der virkeligt leverer varen. Langturschauffør kan virke kold, men det er en kulde, der glimrende illustrerer perioden, som jeg husker den. Filmen er en klassiker, og den fortjener noget mere anerkendelse.