Canadiske Last Night: Ingen forklaringer, ingen superhelte, men masser af sex, kærlighed, konflikt, humor, hysteri og alvor:

Solen der svulmer op? Aner det ikke, men det ser ud til at være pokkers varmt.

“Egentligt ville jeg bare høste mine meloner, men så hjalp jeg en latinamerikansk dame med at komme på toilettet, hvorefter jeg ansatte hende og hendes følge af melonplukkere, hvilket betød, at jeg senere blev nødt til at ydmyge en lokal bøllespire, der ville tvinge mig til at ansætte hans andenklassesplukkere. Dette førte så til, at jeg blev smidt i fængsel, hvor jeg mødte en mafia-hitman, jeg senere hjalp med at flygte, men med den bagtanke at servere ham for myndighederne i håbet om, at de så ville give mig lov til tage hjem til mine meloner, der ellers ville ligge og rådne. Desværre lykkedes planen ikke. Mafia-hitmanden slap fra mig, og han og hans følge af morderiske medhjælpere har nu kun ét i tankerne: at få slået mig ihjel så hurtigt som muligt …”

Himlen er meget amerikansk, men alligevel helt din egen

Forlystelsesparken Ruby Pier’s gamle, ensomme vedligeholdelsesmand Eddie (Jon Voight) forsøger at redde en lille pige fra at blive knust under en forlystelse, hvilket medfører, at han omkommer. Eddie vågner efterfølgende op i Himlen (der indledningsvis ligner Ruby Pier til forveksling). Her står fem personer (deriblandt hans hustru i en meget ung og lækker udgave) klar til, én efter én, at tage ham med på en lærerig rejse gennem hans liv; en rejse der skal hjælpe ham til at forstå meningen med det hele, med oplevelserne i 2. verdenskrig, de mange mareridt, det smertefulde skudsår, den dominerende og voldelige fader, det livslange arbejdsforløb i Ruby Pier, det traumatiske tab af hustruen, karrieredrømmen, der aldrig blev realiseret osv. osv.

The Five People You Meet in Heaven er desværre langtrukken, klichéfyldt, tårevædet og sentimental og bedst egnet til børn og naive sjæle, der tror på filmens noget glansbilledagtige fremstilling af livet efter døden, men den har i det mindste et positivt budskab, der sætter nogle tanker om menneskelig eksistens, meningen med tilværelsen, den måde vi er bundet sammen på, den betydning hvert enkelt menneske har for sine medmennesker osv. i gang.

 En enkelt scene er dog for kvælende, selv for en type som jeg, der har set det meste: Eddie møder hans femte menneske, som er identisk med den sjæl, der trak ham op i Himlen i dødsøjeblikket, som forresten også er identisk med den lille pige, han ved en fejltagelse brændte til kul med en brutal flammekaster under en flugt fra en japansk fangelejr. Her, midt i en flod i Himlen, får Eddie så mulighed for at forære hende et dyr formet af piberensere (vistnok en kanin) og efterfølgende vaske hendes brandsår helt væk … med en våd sten??

 

Som det viser sig, var det ikke nogen tilfældighed, at Eddie blev bragt op i Himlen af barnet, han slog ihjel. Eddie var livet igennem en stor børneven, der i kraft af hans mangeårige, samvittighedsfulde vedligeholdelsesarbejde i Ruby Pier fik reddet mangen et barne- og muligvis også voksenliv, hvilket vi bliver belært om i filmens afsluttende scene, hvor Eddie er tilbage i den himmelske udgave af hans gamle arbejdsplads, der nu er fyldt op til randen med alle de glade og taknemmelige mennesker, der fik lov til at leve, fordi Eddie holdt forlystelserne i ordentlig stand. Og her bliver han så for anden eller tredje gang genforenet med hustruen (den unge, lækre udgave).

Familievenlig underholdning som kun Hallmark kan præsentere den. Hensigten er muligvis god, men udførelsen halter slemt. De 160 minutter i to dele er for meget, men til de mennesker, der bare ikke kan få det følelsesladet nok, kan jeg fortælle, at stakkels Eddie tilmed dør på sin fødselsdag. Så bliver det ikke meget bedre!

David Lean’s uforglemmelige 1945-klassiker med Trevor Howard og Celia Johnson:

 Alan Bridges’ triste, hurtigt glemte TV-film fra 1974:

Mht. den igangværende bølge af genindspilninger og lignende, er årsagen vel klar nok: Man vil egentligt gerne medvirke til fødslen af nye helte og skurke og producere nye, spændende historier, men man tør bare ikke, for der er sikre penge i at fortsætte med at koge suppe på de samme gamle ben … og filmindustriens fornemste opgave er altså at tjene penge. Kunsten kommer i anden eller tredje række … hvis man er heldig.

Det er i sidste ende kunden, der bestemmer. Så længe vi vedbliver med at betale for produkter af genindspilningstypen, fortsætter trenden.

Napolis verdensmester i hammerslag byder op til dans i Piedone lo sbirro (1973):

Før Will Smith’s kamp med de utroværdige computeranimationer i I Am Legend, før Charlton Heston’s slagsmål med de teknologiforskrækkede, halvblinde mutanter i den action- og goofspækkede The Omega Man var der den elegante Vincent Price i den sort-hvide italienske (amerikansk-italienske) The Last Man on Earth. Nogle gange ufrivilligt komisk, andre gange hyggelig, men adskillige foruroligende dommedagsbilleder og enkelte hårrejsende begivenheder opvejer (næsten) dette.

Aldrig har Eastwood set mere ond ud:

                                               Den sidste hvide mand i Michigan
Krigsveteranen Walt Kowalski er godt gal i hovedet. Faktisk ser han rigtigt ond ud - og der er rigeligt at være sur over: Hustruen er død, forholdet til familien er dårligt, plejehjemmet venter forude, den lokale katolske præst plager ham i tide og utide med skriftestol og synder, og naboens teenagesøn forsøger, hårdt presset af den lokale ungdomsbande, at stjæle hans elskede Gran Torino. Verden har forandret sig, kvarteret har forandret sig, banderne hærger, naboerne kommer fra fremmede lande … og Kowalski passer tilsyneladende ikke rigtigt ind mere.

                                                    Kowalski’s ultimative offer
Men er Kowalski nu også så ond, som han ser ud? Er han virkeligt en bitter, gammel racist, en menneskefjendsk særling, eller er det blot Koreakrigens blodige oplevelser, der plager? Under alle omstændigheder forsøger han at reformere naboens søn samt løse bandeproblemet én gang for alle. Men selvtægt i 2008 er ikke så enkelt, som det var engang - ikke engang for gamle Eastwood.

Overbelyst, men interessant - bl.a. takket være Jack Lemmon:

En amerikansk bokser vender hjem:

Et nostalgisk link til alle der, som undertegnede, har udviklet sygelig afhængighed af den daglige dosis Hudson: The Upstairs, Downstairs Web Pages

Klassisk 40′er-noir med voice-over, Robert Mitchum og Jane Greer. Robert Mitchum, der i Out of the Past må se i øjnene, at fortiden bare ikke vil lade ham i fred. Mon ikke jeg finder en plads til den på filmhylden? Specielt dialogen er i en klasse for sig: