Før Will Smith’s kamp med de utroværdige computeranimationer i I Am Legend, før Charlton Heston’s slagsmål med de teknologiforskrækkede, halvblinde mutanter i den action- og goofspækkede The Omega Man var der den elegante Vincent Price i den sort-hvide italienske (amerikansk-italienske) The Last Man on Earth. Nogle gange ufrivilligt komisk, andre gange hyggelig, men adskillige foruroligende dommedagsbilleder og enkelte hårrejsende begivenheder opvejer (næsten) dette.

Hygge eller uhygge?
Jeg var engang af den opfattelse, at tåge er det mest hyggelige fænomen, naturen kan byde på (selvom en god gang luftforurening på en varm sommerdag også har en undervurderet charme) - langt mere hyggeligt end den globale opvarmning med dens mange glædelige konsekvenser som f.eks. subtropisk klima, giftigt kryb og smukke palmer i danske byer … Men den hygge smadrede John Carpenter i 1979 med den stemningsstærke, chokeffekt-fyldte The Fog:

Forbandet være den dag, tågen vender tilbage
En forbandelse hviler over Antonio Bay, der nu må betale prisen for fortidens synder. For præcis 100 år siden, i en tæt tåge, gik et skib ned under mystiske omstændigheder. Nu vender tågen tilbage - og med den følger desværre de søfolk, der befandt sig på skibet dengang.

Vi banker skam pænt på, inden vi jager krogen i dig
Døde sømænd på hævntogt er vel ikke det mest hyggelige, man kan opleve - og da slet ikke når disse giver sig til kende som halvt opløste, slimede lig bevæbnet med kroge, sabler og sære øjne - men John Carpenter’s spøgelser er heldigvis af den type, der banker høfligt, omend beslutsomt på vores hoveddør, inden de slår os ihjel.

The War of the Worlds udsat for stemningsskabende belysning:

Hverken kult eller klassisk

Takket være videnskaben, har den komatøse King Kong overlevet den opslidende affære med Jessica Lange og turen ned fra Empire State Building, men tilsyneladende med et dårligt hjerte tilfølge - eller også er det blodet, den er gal med. Under alle omstændigheder står Linda “The Terminator” Hamilton og en stor stab af læger eller lignende klar med et kunstigt hjerte, samt ønsker om frisk blod til en transfusion. Heldigvis finder man en “Lady Kong,” og transfusionen-transplantationen gennemføres. Efterfølgende - og ad en vej brolagt med vold og abehærværk - finder den beslutsomme King frem til den bedårende Lady Kong, og sammen flygter de to behårede elskende ud i vildmarken - med de væbnede styrker og Linda Hamilton lige i hælene …

Tak til De Laurentiies Entertainment Group for denne omgang nonsens, der bare bliver dårligere ved hvert nyt gennemsyn.

Takket være Kasper, er jeg kommet i besiddelse af den ikke helt lødige William Lustig-slasher Uncle Sam. Produceret i 97, men virker heldigvis meget ældre:

Tiden: Desert Storm

Stedet: Vi befinder os i en mindre amerikansk by

Personen: Sgt. Sam Harper - netop hjemsendt

Handlingen: Sgt. Sam Harper myrder løs blandt de ikke-patriotiske

Problemet: Sgt. Sam Harper er død

Løsningen: Se filmen

Bedømmelsen: Ikke Lustigs bedste, men seværdig alligevel

Mest interessante navne: William Smith, Bo Hopkins og Isaac Hayes

Altid seværdig - ikke mindst pga. det fræsende, vildt rastløse kameraarbejde:

Når talen falder på Polanskis vampyrkomedie, tænker jeg mest på Sharon Tate, hvis liv og karriere blev så brutalt afsluttet af Manson-klanen i 1969.

Faktisk har jeg aldrig tilgivet Sam Raimi, at han gjorde ondskaben komisk, men coveret fejler ikke noget:

Jeg ved ikke hvor mange chok, jeg kan tåle, men jeg tåler nok Night of Bloody Horror. Der skal jo også være plads til Joy N. Houck Jr.-film af exploitation-typen.

Det skal tilføjes, at alle instruktøren Joy N. Houck Juniors film får bundkarakter på den amerikanske filmdatabase IMDb, med undtagelse af Night of the Strangler (1972), der lige akkurat sniger sig op på 50 procent, så jeg vil mene, de seks film, han præsterede at instruere, er mere end rigeligt.

Endnu en film om teleportation og de brave videnskabsmænd, der kommer grueligt galt af sted med eksperimentet:

Har du talt til en stueplante eller krammet en busk? Hvis ikke, så er det på høje tid at begynde

… Men hvis dit elskede pæretræ alligevel beslutter sig for at tvinge dig til selvmord, bør du overveje at finde motorsaven frem

Så fik jeg forresten slæbt mig igennem årets største fejlkøb The Happening fra 2008, der, om ikke andet, fik succes med at give mig en kortvarig dårlig samvittighed.

Skal man tro på den indisk-fødte instruktør M. Night Shyamalan og filmen The Happening, vil naturen på et eller andet tidspunkt sætte ind med et afgørende angreb på den menneskehed, der tilsyneladende er årsag til verdens sørgelige tilstand. Et nødvendigt selvforsvar, kunne nogle eventuelt fristes til at sige.

Nu er det bare sådan, at jeg ikke mener, verdens tilstand er så sørgelig, som fremstillet i film, ligesom det er min holdning, at mennnesket er lige så meget natur som de vækster, der forsvarer naturen i The Happening. Desuden er jeg ikke så sikker på, at vi mennesker bærer hovedansvaret for den globale opvarmning. Ej heller tror jeg, vi står lige på tærsklen til masseudryddelse pga. ondartede vira m.m. Måske ligger menneskehedens guldalder i virkeligheden og lurer lige om hjørnet? Spørgsmålet er bare, om vi er klar til at værdsætte og omfavne den, eller om vi mangler den nødvendige tro på os selv. Filmindustrien gør i alle tilfælde, hvad den kan, for at minde os om alt det dårlige, vi angiveligt er - og gør. 

Når vi taler menneskehed, verdens tilstand, samfund og guldalder m.m., kan det selvfølgeligt diskuteres, om mennesket oprindeligt er indrettet til den form for tilværelse, det moderne samfund dikterer, om den menneskelige hjerne kan forholde sig til alle de problemstillinger, den bliver præsenteret for 24 timer i døgnet, uden at brænde sammen. Informationsstrømmen er enorm, og påvirkningen nogle gange skræmmende. Man sidder ofte tilbage med en mistanke om, at det krav om stadigt højere tempo og mere udvikling, den accelererende samfundsudvikling stiller til os, ikke kan opfyldes uden brug af præstationsfremmende medicin og psykoterapi - så den guldalder, der eventuelt venter forude, bliver ikke problemfri. 

Men jeg vil så gerne være en glad og positiv optimist, ligesom jeg helst ser, min optimisme smitter af på omgivelserne. Mit råd er derfor, at smide de film, der vækker dårlig samvittighed eller forsøger at bilde os ind, vi er forkerte, onde, grimme, dumme osv. osv., i affaldssækken, medmindre altså, de har en stor underholdningsværdi, eller opererer med sande påstande, og … trods enkelte gysende ubehagelige scener og nogle doser dommedagsstemning er The Happenings underholdningsværdi forholdsvis beskeden. Flere af skuespillerne mangler tilstedeværelse, virker mærkeligt uoplagte, og budskabet er ærligt talt tvivsomt. Coverfotoet er til gengæld interessant for en migrænepatient.

Efter min opfattelse forsøger The Happening, som så mange andre film før den, at udnytte nogle af tidens store emner, samt vores dårlige samvittighed og muligvis naive tro på, at hvis bare vi opfører os ordentligt, bygger nogle vindmøller, maler taget hvidt, cykler til arbejde og siger nej tak til plasticposer, standby-strøm og oksekød, så får vi lov til at være her til evig tid. 

Det er selvfølgeligt ikke sensationelt, at de emner og problemstillinger, der optager os, finder vej ud i biograferne, at filmindustrien forsøger at profitere på vores angst og frygt - blot køber jeg ikke The Happenings budskab. Derimod håber jeg, Shyamalan vil bruge sin berømte og beundrede sjette sans og finde tilbage til sporet. 

En tilføjelse til noir-samlingen, thrilleren Shock fra 1946. Bagsideteksten oplyser, at Vincent Price denne gang optræder som morderisk hotelpsykiater - en jobtitel jeg ikke er stødt på før, og jeg er ellers uddannet i hotelbranchen - men det kan man da kalde service og omsorg for gæsterne, omend Vincent “mad psychiatrist” Price næppe er den rette mand til jobbet.

Hvem er monstret i denne forestilling?

Fik lige tid til et kært gensyn med zombiemesteren George A. Romeros sort-hvide, low-budget zombie-perle Night of the Living Dead, fra dengang Romero redefinerede genren. Her har zombien et eget liv, løsrevet fra mystisk vodoo, svedige heksedoktorer, hårdtarbejdende jungletrommer og utvivlsomt eksotiske Haiti.

En ung kvinde bliver overfaldet på en kirkegård et sted i USA. Det lykkes hende at slippe fra overfaldsmanden, en zombie der er mere velklædt (omend nusset) end man normalt forventer af den slags typer, og efterfølgende gemme sig i et ensomt beliggende hus lige i nærheden.

Som det viser sig, har de nyligt afdøde rejst sig fra graven, og vandrer/stavrer nu, heldigvis langsomt, rundt i landskabet i søgen efter frisk menneskekød. Årsagen til dette besynderlige fænomen kan muligvis tilskrives radioaktivitet. Under alle omstændigheder angriber de døde de levende, hvilket må siges at være beklageligt, idet levende mennesker almindeligvis forventer, og nogle gange ligefrem kræver, at døden medfører mere inaktivitet, end det er tilfældet her. Dertil skal så lægges de levendes manglende tilbøjelighed til at ønske at ende deres dage som frisk kødleverance (enkelte kannibalentusiaster vil muligvis se anderledes på den sag).

Men vores unge, skræmte kvinde søger altså tilflugt i et ensomt hus, og flere overlevende støder senere til. Efterhånden er zombier i stort tal begyndt at befolke græsplænen og hele området omkring huset, og inbyrdes strid ved at flå de overlevende i stykker, og det er vel ikke forkert at sige, situationen er vanskelig. De vandrende døde er, som vi er blevet belært om igen og igen, sådan nogle, der ikke er til at tale fornuft og forhandle med, og tilflugtsstedet ser, trods det store arbejde med at barrikadere, mere end såbart ud, og muligheden for flugt kommer på tale.

Romeros meget enkle klassiker, der forekommer pessimistisk og slutter brutalt, holder godt, trods alder og begrænset budget, og kvinder og sorte amerikanere har, som det ofte er tilfældet i Romeros film, fremtrædende roller.

Eksperter har skrevet adskillige kilometer lærde sætninger med stænk af visdom om Romero og milepælen Night of the Living Dead, der så afgjort er forud for sin tid, så det vil jeg afstå fra, bl.a. fordi jeg ikke har de kompetencer, der skal til. Blot vil jeg slutte af med at anbefale den.