Canadiske Last Night: Ingen forklaringer, ingen superhelte, men masser af sex, kærlighed, konflikt, humor, hysteri og alvor:

Solen der svulmer op? Aner det ikke, men det ser ud til at være pokkers varmt.

Overbelyst, men interessant - bl.a. takket være Jack Lemmon:

Forsiden er alle 20 kroner værd:

Normalt er jeg lidt forsigtig med at hjemtage Hallmarks tv-film, men denne, lidt profetiske sag kunne prale af Mikael Salomon i instruktørstolen, og et cover design, der bare sælger - og jeg er altså sådan én, der køber hvad som helst, bare det ser godt ud.

Meningerne om Aftershock er delte - endda meget delte, hvilket selvfølgeligt er forståeligt, al den stund, holdningen til film er en meget personlig sag. Selv finder jeg den kedsommelig og klichéfyldt, selvom jeg, som gammel “Hollywoodkatastrofe”-nostalgiker, ikke kan lade være med at sætte en smule pris på dens, efter min opfattelse, lidt gammeldags opbygning og mange (for mange) sub-plots. Første del af filmen bruges til at præsentere os for enkelte appetitvækkende smårystelser, samt nogle (også for mange) uinteressante karakterer, og derefter følger et massivt skælv, som bl.a. vælter den stakkels frihedsgudinde, samt en pæn bid af megabyen New York.

Aftershock: Flere gode navne på rollelisten, o.k. effekter, men efter min mening forfejlet som menneskeligt drama. Der mangler et eller andet, måske nogle karismatiske personligheder til at give det hele karakter, og selvom filmen styrer udenom nogle klichéer, klarer den sig langtfra fri af dem alle. Dertil skal så lægges en skov af figurer, underplots, situationer, konflikter osv. osv. - flere end jeg orker at beskæftige mig med i én film - dvs., hvis de var interesssante, ku’ jeg måske overtales … 

Måske er det bare sådan, at Aftershock lider under det, jeg plejer at kalde Hallmark-syndromet - et syndrom, der, blandt meget andet, har kedsomhed som biprodukt. Kan være, den 170 minutter lange originalversion er bedre end min beskårede udgave, men det er nok snarere omvendt. 

Prøv hellere Charlton Heston-filmen Earthquake fra 1974. Den er bestemt ikke noget mesterværk, men har i det mindste personlighederne og den fede 70′er-stemning.

Hvad gør man, når man finder ud af, at man kun har halvfjers minutter tilbage at leve i ?

Jeg var for nylig så heldig at falde over tre VHS-eksemplarer af  Steve De Jarnatts sci-fi-drama-thriller Miracle Mile (VideoNetto- Scanbox i en glimrende kvalitet) - en gribende “end of the world”-fortælling, der meget passende indleder med scener fra et naturhistorisk museum i Los Angeles, i hvilket repræsentanter for den døende menneskeart betragter billeder af andre forlængst uddøde arter. Et museum der også danner rammen om Harry Washellos (Anthony Edwards) og Julie Peters (Mare Winningham) første møde med hinanden. Et møde der fører til til en kort og hektisk romance, som brat afsluttes af indkomne missiler med atomladninger.

Miracle Mile er en smerteligt mørk affære, hvilket nok var årsagen til, at den aldrig vandt det helt store publikums gunst.

Filmen indleder, som før nævnt, med scener fra et naturhistorisk museum, hvor vi møder de to hovedpersoner Harry og Julie, der bliver så stærkt tiltrukket af hinanden. Et scenarie der godt kan ligne indledningen til en romantisk komedie, men det skal man ikke tage fejl af, da filmen hurtigt udvikler sig til det helt store drama og et uoverskueligt kaos. 

Men jeg springer lidt frem i begivenhedsrækken :

Klokken er ca. fire morgen. Harry befinder sig udenfor en café et sted i Los Angeles - fire timer forsinket til et møde med Julie, vel vidende at han har dummet sig. En telefon ringer i en boks udenfor caféen, og Harry tager opkaldet. En panisk stemme i den anden ende meddeler ham : “Nu sker det. Vi fyrer hele ladningen af om halvtreds minutter, og om halvfjers minutter får vi deres tilbage.”

Det viser sig, at fyren der foretager fejlopkaldet arbejder på en missilbase i North Dakota - han vil bare advare sin far.

En rystet Harry forsøgter at overbevise caféens nattegæster og medarbejdere om situationens alvor, og efter en del heftig skænderi og diskussion beslutter de sig for sammen at flygte ud af byen i caféjerens varevogn. En gæst med politiske forbindelser kan i øvrigt oplyse om det meget mistænkelige forhold, at en stor del af landets politiske topfigurer ikke er at finde på den nordlige halvkugle (og det er vist et dårligt tegn).

Det bliver starten på halvfjerds paniske og vanvittige minutter for den lille gruppe mennesker (og senere for hele byen), i scener hvor vi ser den normalt så fredelige og velafbalancerede Harry, der nu har forladt selskabet af cafégæster, kæmpe desperat for at nå frem til kæresten Julies adresse og videre til en heliport på Wiltshire Boulevard. En kamp der blandt andet driver Harry til bilkapring, kidnapning, skyderi og indirekte medvirken til drab på politifolk. Forsøget på at nå frem til Julie og efterfølgende finde ledige helikopterpiloter klokken fem om morgenen, i et miljø der efterhånden udvikler sig til kaos, er en vanskelig opgave - ikke mindst da Harry kun har ca. halvfjers minutter til sin rådighed. Nemmere bliver det heller ikke i de afsluttende minutter, da det meste af Los Angeles befolkning forsøger at kæmpe sig ud af byen - måske som følge af et rygte sat i gang af Harry ?

Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen her men blot sige, at Miracle Mile blev en gribende oplevelse for mig med dens personlige og tragiske drama, smukt akkompagneret af Tangerie Dreams følsomme musik. En mørk film om koldkrigens værste konsekvens, der virkeligt sidder i kroppen længe efter gennemsynet. Ikke mindst de afsluttende minutters dommedagsstemning er isnende. Og så må ideen om det fornuftige ved “first strike” vist være godt gennemhullet efter denne oplevelse.

Forresten bør man se bort fra forsideteksten med dens “Midt i myldetiden går en bil i stå. Han ringer efter hjælp. En desperat stemme svarer…“

Researchafdelingen har tilsyneladende taget sig en fridag, og forfatteren har næppe set filmen. Den fejlagtige beskrivelse af det meget kritiske punkt i handlingen, hvor hovedpersonen Harry modtager et fejlopkald, understreger blot, at man ikke bør basere sig for meget på coverteksten, når beslutningen om at købe en film skal tages.

Teksten hævder også, at Miracle Mile skulle være 90′ernes mest intense spændingsfilm.” Dette er dog svært at forsvare, da filmen er fra 1988. Det er mere rimeligt at udnævne den til en af 80′ernes bedste og mest intense ”end of the world”-fortællinger.