Jeg havde egentligt glemt alt om Eric Sykes, indtil jeg faldt over “Planken”… som ærligt talt var mere underholdende i 1979:

Jeg har aldrig været nogen stor fan af Dirch Passer, men heldigvis byder denne velfærdskritik på så meget andet, deriblandt en desperat repræsentants (Kjeld Petersen) møde med skattevæsenet.

Vi er allesammen tossede var ikke uden grund Mogens Glistrups yndlingsfilm … og den holder stadigt.

Napolis verdensmester i hammerslag byder op til dans i Piedone lo sbirro (1973):

Peter Falk og Alan Arkin i Arthur Hillers komedie The In-Laws:

Peter Falk, der angiveligt lider af Alzheimers og demens, er ikke, hvad han var engang, men han har altid været langt mere end “Lieutenant Columbo.” Selv husker jeg ham bedst for hans interessante samarbejde med vennen John Cassavetes og film som Husbands (1970), A Woman Under the Influence (1974) samt Mikey and Nicky (1976).

Er man til Johannes Meyer i topform og lune danske komedier, bør man tilvejebringe Lau Lauritzens Vejrhanen: En mands problemer med en knirkende vejrhane udvikler sig til en kamp mod bureaukrati og korruption.

En af de VHS’er jeg valgte at beholde - heldigvis:

Livet er for kort til bekymringer om alt det, livet er for kort til

Min kære fader er af den opfattelse, livet er for kort til film af “Teatertosset”-typen, men jeg tror, denne 1944-film om den friske servitrice Dorrit (Marguerite Viby), der på snedig vis kæmper sig ind i teaterverdenen, har fortjent 96 minutters opmærksomhed, trods klichéerne:

Med en elskværdig Ib Schønberg, en syngende Hans Kurt og en overfrisk Marguerite “Tingelingeling for dig” Viby m.fl.

Instruktion: Alice O’Fredericks

Manuskript: Paul Sarauw

Musik: Sven Gyldmark

-

*Genindspillet i 1956 som Vi som går stjernevejen med Ebbe Rode, Birgitte Reimer, Hans Kurt, Poul Bundgaard m.fl.

Stormagasinets skræk

Jeg synes, Peter Malberg får for lidt opmærksomhed i medierne for tiden. Det vil jeg gerne lave om på med lidt reklame for Jon Iversens Morten Korch-lignende komedie Tre finder en kro. Filmen, der baserer sig på en John Drinkwater-komedie, er ikke den bedste Malberg, der er produceret, men er ikke desto mindre den eneste, jeg ejer med skuespilleren.

Om Bromølle Kro, en krodatter, der er forelsket i en lokal godsejer, de tre gæster, der medvirker til, at de får hinanden, samt en masse forviklinger:

George Roy Hills snedige The Sting i en smuk metalboks fundet til 100 kroner i Blockbuster:

-

30′ernes sejeste confidence men i en af 70′ernes bedste film

Takket være en kombination af ‘held,’ erfaring og talent lykkes det tre small-time con-men at franarre en naiv og grådig fyr et større pengebeløb. Desværre for dem, tilhører pengene i virkeligheden den berygtede og meget hævngerrige ”crime lord” Doyle Lonnegan (Robert Shaw), der hurtigt udsteder en dødsdom over to af svindlerne, Luther Coleman (Robert Earl Jones) Og Johnny Hooker (Robert Redford). Luther myrdes, men Johnny tager en frygtelig hævn. Han opsøger kongen over alle con-men, den største bedrager verden har set, Henry Gondorff (Paul Newman), der nu lever en tilbagetrukket, alkoholiseret tilværelse med F.B.I. lige i hælene. I samarbejde med en mindre hær af charmerende og begavede svindlere, konstruerer de to en indviklet plan, der, som det viser sig, skal lænse Lonnegan for en halv million dollars.

Lonnegan, som blandt andet er involveret i bank- og spilvirksomhed, er en hård, erfaren mand, og derfor ikke noget let offer. Det handler om at opspore og udnytte mandens få svage punkter, deriblandt hans hævngerrighed, stolthed, samt begavede evne- og indbringende tilbøjelighed til at snyde stort i poker, men grundet hans farlighed, må han aldrig opdage, han bliver snydt. En krog med uimodståelig, omend bitter madding bliver derfor kastet ned i et pokerspil under en togrejse, og så ruller historien ellers lystigt afsted med falsk bookmakervirksomhed og hestevæddeløb, hvor resultatet er kendt på forhånd, falske F.B.I.-agenter, der tryner korrupt politi, en hit-woman og hendes mandlige konkurrenter, og en Lonnegan, der stille og roligt stikker hovedet i løkken, uvidende om, at han rent faktisk bliver snydt, så vandet driver. 

The Sting, der intelligent manipulerer og overrasker, er absolut et syn værd. En fremragende historie, med meget få svage punkter, veloplagte præstationer over hele linjen, og et svindelnummer jeg aldrig helt har gennemskuet, bl.a. grundet min manglende viden om telegrafen og Western Unions rolle i datidens hestevæddeløb og bookmakervirksomhed, samt begrebet ”past posting,” der vist handler om at vædde på et kendt resultat. I hestevæddeløb taler man om ”betting after the race begins,” samt “bets on the winner after the race.” 

Jeg vil nødigt vove mig ud i en alt for detaljeret beskrivelse af The Stings plan, men kan dog fortælle, at den bl.a. går ud på at lokke Lonnegan til at spille på heste - for mindre beløb til at starte med - og til det formål har Gondorff, Johnny samt en million milliard medhjælpere stablet en falsk bookmakervirksomhed på benene. I den forbindelse skal det tilføjes, at Lonnegan under et møde med Johnny Hooker bliver gjort bekendt med, at Johnny medvirker til noget, der ligner “past posting,” at Johnny har en hjælpsom partner, der styrer Western Unions centralkontor - samme Western Union, der sender væddeløbsresultaterne ud til bookmakerne. Resultater der, ifølge Johnny, bliver tilbageholdt af partneren præcis så længe, at han kan nå at ringe til Johnny og spille på en vinder - og Lonnegan æder det hele råt. 

Johnny har overbevist Lonnegan om, at han har brug for dennes hjælp til at ruinere sin bookmaker-chef (Henry Gondorff) og overtage hans forretning, hvilket han selvfølgeligt ikke har eller ønsker, historien er blot en del af det spind af løgn og illusion, der skal lokke Lonnegan i fælden. Johnny og Lonnegan går derfor sammen i gang med det falske projekt, hvis virkelige formål er, at bedrage Lonnegan for et kæmpe pengebeløb. 

Det meste af The Stings dialog er som renset for underlægningsmusik, hvilket forekommer usædvanligt. Til gengæld dukker Scott Joplin’s (1868-1917) velkendte ragtime-musik (arrangeret af Marvin Hamlisch) op med mellemrum, overvejende i scener uden dialog, så man virkeligt lægger mærke til den. Jeg går nok lidt mod strømmen her, når jeg kritiserer musik-valget, men jeg synes, Scott Joplin hører hjemme i en anden tid. Folk plejer at sige, at The Sting ikke ville være The Sting uden Scott Joplin, men jeg mener, den har så meget andet at byde på - ikke mindst de to amerikanske superstjerner Redford og Newman, samt Robert Shaws sammenbidte storgangster, der virkeligt får, hvad han fortjener. Men jeg afslører selvfølgeligt ikke, hvordan vores storsvindlere slipper fra projektet med livet i behold.

-

Og husk forresten: You can’t cheat an honest man 

“Hæsblæsende helikopter- og biljagter”

Der er dem, der mener, film kan blive så dårlige, at de er morsomme. Ib Mossins “kriminal”-komedie Brand-Børge rykker ud er i alle tilfælde kvalificeret til prisen “alle tiders værste danske bundskraber.” Den er dermed seværdig for entusiastiske bad-movie-fans, der, som undertegnede, sætter en ære i at spilde tilværelsen med plat underholdning af enhver slags.

Filmen omhandler en stjålen diamant i en lagkage, der eftersøges af politi, gangstere, brandmænd og nogle tankvognschauffører. Og så bliver der forresten spist nogle lagkager.

Våset farce og forvekslingskomedie, samt dejligt tidsspilde med flere kendte navne, som f.eks. Ulf Pilgaard, Axel Strøbye, Kai Løvring og Poul Bundgaard. Dertil skal så lægges masser af god reklame for div. firmaer og varemærker - til anmeldernes store irritation. Men egentligt købte jeg “Børge,” fordi Gotha Andersen er at finde på rollelisten.

De fleste kender vel Chabrols “Le boucher” fra 1970, men hvem kender “Le tigre?“

Når talen falder på Polanskis vampyrkomedie, tænker jeg mest på Sharon Tate, hvis liv og karriere blev så brutalt afsluttet af Manson-klanen i 1969.