Canadiske Last Night: Ingen forklaringer, ingen superhelte, men masser af sex, kærlighed, konflikt, humor, hysteri og alvor:

Solen der svulmer op? Aner det ikke, men det ser ud til at være pokkers varmt.

Før Will Smith’s kamp med de utroværdige computeranimationer i I Am Legend, før Charlton Heston’s slagsmål med de teknologiforskrækkede, halvblinde mutanter i den action- og goofspækkede The Omega Man var der den elegante Vincent Price i den sort-hvide italienske (amerikansk-italienske) The Last Man on Earth. Nogle gange ufrivilligt komisk, andre gange hyggelig, men adskillige foruroligende dommedagsbilleder og enkelte hårrejsende begivenheder opvejer (næsten) dette.

The War of the Worlds udsat for stemningsskabende belysning:

Hævnens gudinde har besluttet, jeg skal bruge resten af mit liv på at udskifte min filmsamling. Lige som jeg, efter nogle tilløb til Betamax, havde stablet en imponerende VHS-samling på benene, dukkede nogle triste, flade skiver op, som, kunne jeg forstå, var fremtiden (dvs., de havde allerede været på markedet en del år, men jeg halter altid bagefter, når det handler om ny teknologi). Jeg købte derfor en “United” i Blockbuster, samt en dyr brænder et andet sted, og gik derefter på DVD-indkøb. Efterfølgende smed jeg hele min VHS-samling ud til storskrald, til de andre beboeres store beklagelse: “Har du ikke noget på DVD? Jeg er ikke interesseret i VHS.,” osv. osv. 

Nu er jeg så i gang med at skaffe min samling tilbage - på DVD. Et uhyrligt projekt, al den stund, nogen har fortalt mig, Blu-ray er fremtiden - indtil videre. Tror snart jeg opgiver, og kaster mig over Video 2000 …

Engang kylede jeg Nemesis i VHS-affaldssækken. Så genopstod den på DVD, og nu pryder den atter min filmhylde, indtil den dag jeg sparker den ud til fordel for en Blu-ray.

Nemesis (1993): Terror og anarki ruller hen over kloden, cyborgs og mennesker kæmper om verdensherredømmet.

Hverken kult eller klassisk

Takket være videnskaben, har den komatøse King Kong overlevet den opslidende affære med Jessica Lange og turen ned fra Empire State Building, men tilsyneladende med et dårligt hjerte tilfølge - eller også er det blodet, den er gal med. Under alle omstændigheder står Linda “The Terminator” Hamilton og en stor stab af læger eller lignende klar med et kunstigt hjerte, samt ønsker om frisk blod til en transfusion. Heldigvis finder man en “Lady Kong,” og transfusionen-transplantationen gennemføres. Efterfølgende - og ad en vej brolagt med vold og abehærværk - finder den beslutsomme King frem til den bedårende Lady Kong, og sammen flygter de to behårede elskende ud i vildmarken - med de væbnede styrker og Linda Hamilton lige i hælene …

Tak til De Laurentiies Entertainment Group for denne omgang nonsens, der bare bliver dårligere ved hvert nyt gennemsyn.

Endnu en film om teleportation og de brave videnskabsmænd, der kommer grueligt galt af sted med eksperimentet:

Har du talt til en stueplante eller krammet en busk? Hvis ikke, så er det på høje tid at begynde

… Men hvis dit elskede pæretræ alligevel beslutter sig for at tvinge dig til selvmord, bør du overveje at finde motorsaven frem

Så fik jeg forresten slæbt mig igennem årets største fejlkøb The Happening fra 2008, der, om ikke andet, fik succes med at give mig en kortvarig dårlig samvittighed.

Skal man tro på den indisk-fødte instruktør M. Night Shyamalan og filmen The Happening, vil naturen på et eller andet tidspunkt sætte ind med et afgørende angreb på den menneskehed, der tilsyneladende er årsag til verdens sørgelige tilstand. Et nødvendigt selvforsvar, kunne nogle eventuelt fristes til at sige.

Nu er det bare sådan, at jeg ikke mener, verdens tilstand er så sørgelig, som fremstillet i film, ligesom det er min holdning, at mennnesket er lige så meget natur som de vækster, der forsvarer naturen i The Happening. Desuden er jeg ikke så sikker på, at vi mennesker bærer hovedansvaret for den globale opvarmning. Ej heller tror jeg, vi står lige på tærsklen til masseudryddelse pga. ondartede vira m.m. Måske ligger menneskehedens guldalder i virkeligheden og lurer lige om hjørnet? Spørgsmålet er bare, om vi er klar til at værdsætte og omfavne den, eller om vi mangler den nødvendige tro på os selv. Filmindustrien gør i alle tilfælde, hvad den kan, for at minde os om alt det dårlige, vi angiveligt er - og gør. 

Når vi taler menneskehed, verdens tilstand, samfund og guldalder m.m., kan det selvfølgeligt diskuteres, om mennesket oprindeligt er indrettet til den form for tilværelse, det moderne samfund dikterer, om den menneskelige hjerne kan forholde sig til alle de problemstillinger, den bliver præsenteret for 24 timer i døgnet, uden at brænde sammen. Informationsstrømmen er enorm, og påvirkningen nogle gange skræmmende. Man sidder ofte tilbage med en mistanke om, at det krav om stadigt højere tempo og mere udvikling, den accelererende samfundsudvikling stiller til os, ikke kan opfyldes uden brug af præstationsfremmende medicin og psykoterapi - så den guldalder, der eventuelt venter forude, bliver ikke problemfri. 

Men jeg vil så gerne være en glad og positiv optimist, ligesom jeg helst ser, min optimisme smitter af på omgivelserne. Mit råd er derfor, at smide de film, der vækker dårlig samvittighed eller forsøger at bilde os ind, vi er forkerte, onde, grimme, dumme osv. osv., i affaldssækken, medmindre altså, de har en stor underholdningsværdi, eller opererer med sande påstande, og … trods enkelte gysende ubehagelige scener og nogle doser dommedagsstemning er The Happenings underholdningsværdi forholdsvis beskeden. Flere af skuespillerne mangler tilstedeværelse, virker mærkeligt uoplagte, og budskabet er ærligt talt tvivsomt. Coverfotoet er til gengæld interessant for en migrænepatient.

Efter min opfattelse forsøger The Happening, som så mange andre film før den, at udnytte nogle af tidens store emner, samt vores dårlige samvittighed og muligvis naive tro på, at hvis bare vi opfører os ordentligt, bygger nogle vindmøller, maler taget hvidt, cykler til arbejde og siger nej tak til plasticposer, standby-strøm og oksekød, så får vi lov til at være her til evig tid. 

Det er selvfølgeligt ikke sensationelt, at de emner og problemstillinger, der optager os, finder vej ud i biograferne, at filmindustrien forsøger at profitere på vores angst og frygt - blot køber jeg ikke The Happenings budskab. Derimod håber jeg, Shyamalan vil bruge sin berømte og beundrede sjette sans og finde tilbage til sporet. 

My name is Max … Mad Max!

-

Mens vi utålmodigt venter på George Millers Mad Max 4, denne gang formentligt uden Mel Gibson, kan vi jo mindes de tre første:

The last of the V-8 Interceptors

En sulten hund, en mand uden benzin og en ombejlet tankbil

En rocksanger

… og en frelser

 -

Mad Max - et must for post-apokalypse-entusiaster, læderfetichister og mennesker, der drømmer om brølende V-8′ere og muligheden for at træde sømmet i bund på de uendelige australske landeveje.

Hvem er monstret i denne forestilling?

Fik lige tid til et kært gensyn med zombiemesteren George A. Romeros sort-hvide, low-budget zombie-perle Night of the Living Dead, fra dengang Romero redefinerede genren. Her har zombien et eget liv, løsrevet fra mystisk vodoo, svedige heksedoktorer, hårdtarbejdende jungletrommer og utvivlsomt eksotiske Haiti.

En ung kvinde bliver overfaldet på en kirkegård et sted i USA. Det lykkes hende at slippe fra overfaldsmanden, en zombie der er mere velklædt (omend nusset) end man normalt forventer af den slags typer, og efterfølgende gemme sig i et ensomt beliggende hus lige i nærheden.

Som det viser sig, har de nyligt afdøde rejst sig fra graven, og vandrer/stavrer nu, heldigvis langsomt, rundt i landskabet i søgen efter frisk menneskekød. Årsagen til dette besynderlige fænomen kan muligvis tilskrives radioaktivitet. Under alle omstændigheder angriber de døde de levende, hvilket må siges at være beklageligt, idet levende mennesker almindeligvis forventer, og nogle gange ligefrem kræver, at døden medfører mere inaktivitet, end det er tilfældet her. Dertil skal så lægges de levendes manglende tilbøjelighed til at ønske at ende deres dage som frisk kødleverance (enkelte kannibalentusiaster vil muligvis se anderledes på den sag).

Men vores unge, skræmte kvinde søger altså tilflugt i et ensomt hus, og flere overlevende støder senere til. Efterhånden er zombier i stort tal begyndt at befolke græsplænen og hele området omkring huset, og inbyrdes strid ved at flå de overlevende i stykker, og det er vel ikke forkert at sige, situationen er vanskelig. De vandrende døde er, som vi er blevet belært om igen og igen, sådan nogle, der ikke er til at tale fornuft og forhandle med, og tilflugtsstedet ser, trods det store arbejde med at barrikadere, mere end såbart ud, og muligheden for flugt kommer på tale.

Romeros meget enkle klassiker, der forekommer pessimistisk og slutter brutalt, holder godt, trods alder og begrænset budget, og kvinder og sorte amerikanere har, som det ofte er tilfældet i Romeros film, fremtrædende roller.

Eksperter har skrevet adskillige kilometer lærde sætninger med stænk af visdom om Romero og milepælen Night of the Living Dead, der så afgjort er forud for sin tid, så det vil jeg afstå fra, bl.a. fordi jeg ikke har de kompetencer, der skal til. Blot vil jeg slutte af med at anbefale den.

Stanley Kubricks kolde og sterile sci-fi-klassiker “2001,” i hvilken en mission til Jupiter udvikler sig til en en syret, bevidsthedsforandrende rejse gennem rum og tid.

Måske den mest indflydelsesrige “sci-fi” i filmhistorien, med den besværlige supercomputer HAL 9000 i en fremtrædende rolle som kunstig tyran.

(Og man kan roligt skøjte let og elegant hen over Peter Hyams efterfølger “2010″ fra 1984 - der også baserer sig på Arthur C. Clarke - selvom den er ganske underholdende).

Hvordan er vandet i dag?

Ifølge filmbranchen, er naturen fyldt op til randen med ulækre og aggressive dyr, der kun ønsker at slå os ihjel. Lige som man tror, havet er sikkert igen, og Spielbergs modbydelige, Robert Shaw-ædende superfisk reduceret til en samling blodige kødstykker, der er mindre farlige end et glas Glyngøresild, dukker en egyptisk-født instruktør ved navn Ovidio G. Assonitis op med den skandaløst ringe italiensk-amerikanske Tentacoli.

Kæmpeblæksprutten sælger sig selv på enkelte store navne, John Huston og Henry Fonda, samt selvfølgeligt et dramatisk coverdesign. Desværre holder Kæmpeblæsprutten ikke helt, hvad den lover, og de medvirkende amerikanske ikoner kan ikke gøre meget ved den sag.

Jeg orker næsten ikke at komme nærmere ind på historien, der visse steder er så ubehjælpsomt fortalt, at man morer sig, selvom fotograferingen er udmærket. Jeg kan dog oplyse, at der er tale om et søvndyssende Jaws-rip-off, der udspiller sig i en lille amerikansk kystby, hvor beboerne bliver ædt af en ondsindet og meget stor blæksprutte, der ikke er for fin til at stjæle en baby, der står parkeret på en fredelig strand, mens moderen er optaget andetsteds.

Jeg har netop genset Dan O’Bannons blodige, brutale og sorthumoristiske zombiekomedie The Return of the Living Dead, i hvilken man stifter bekendskab med en broget skare af zombier, bedemænd, dødsdyrkende punkere og deres hang-arounds samt nogle meget uforsigtige medarbejdere på et meget specielt varehus, der kommer til at slippe en giftig gas ud af en beholder - med katastrofale konsekvenser.

Jeg blev ved gensynet atter belært om, hvordan man kan tvinges til at misbruge et krematorium, når nøden er størst - og i Dan O’Bannons morbide film fra 1984 er der virkeligt tale om nød. Hærskarer af energiske zombier, uden forståelse for levende menneskers behov for ikke at blive flået og ædt, står klar til at afslutte ofrenes liv på måder, der nok ikke var deres førstevalg. Filmens hyperaktive zombier er således mere end villige til, uden moralske hæmninger, at være behjælpelige med aktiv dødshjælp ”the hard way.”

Jeg blev endvidere belært om, at dyrker man døden, som visse af vores unge punkere, skal man også være klar til den i alle dens modbydelige former. I The Return of the Living Dead er zombierne ustoppelige - de kan tilsyneladende kun nedlægges af nukleare våben - måske. Men det gælder om at passe på hovedet. O’Bannons zombier er stærkt interesserede i hjerner - kræsne med andre ord - noget nyt i genren.

Filmens zombier har også andre for arten usædvanlige og ubehagelige egenskaber. De har en hurtighed, styrke og intelligens som rigtige levende mennesker og kan endda forme visse sætninger - en stor hjælp når de skal lokke føde til, som vi også ser det i filmen. Et andet problem er som sagt disse zombiers holdbarhed - de er stort set umulige at slå ihjel på de sædvanlige måder kendt fra andre film i genren. Man er nødt til at hakke dem i småstykker og brænde dem. Ganske svært, da zombiens vilje til samarbejde med levende mennesker almindeligvis er beskeden.

Jeg er nødt til at fravige mit normale princip med hensyn til zombier og deres egenskaber i forbindelse med denne bizarre film. Jeg er egentlig purist, og foretrækker langsomme og sløve zombier, der stavrer fredeligt afsted - men ikke her. Den ustyrlige The Return of the Living Dead er en charmerende og tempofyldt blanding af blodig vold, morbid humor, sex og død, der udspiller sig i ganske klamme omgivelser. Scenografien er således ret dyster og med til at præge stemningen.

Jeg kan kun anbefale denne zombieperle, der, trods betegnelsen “komedie,” alligevel er så  grum, at man tager den alvorligt.

Gammelt guld fra dengang Blockbusters rodekasser var fyldt op med spændende VHS: John Carpenters mørke og ubehagelige The Thing - en genindspilning af Christian Nybys sort-hvide The Thing from Another World fra 1951.

Et hold forskere og arbejdere på en mindre amerikansk forskningsstation i Antarktis terroriseres af en udenjordisk og særdeles fjendtlig livsform, der har en snedig evne til at absorbere og imitere andre livsformer, og snart kan ingen skelne ven fra fjende. Anført af en oversej og cool Kurt Russell, tager den lille gruppe mænd kampen op, men det ligner en håbløs opgave.

The Thing er en paranoid og klaustrofobisk oplevelse med fremragende effekter, masser af gys, en stærk rollebesætning og et ret pessimistisk syn på menneskets møde med udenjordisk liv. 

Filmen fik ikke den bedste modtagelse i sin tid, og mange anser den for at være lidt af en kvalmefremkalder med mere splatter end suspense -  ord som “slimy” og “repulsive” er blevet brugt flittigt af flere anmeldere. Indrømmet, The Thing er lejlighedsvis ret ulækker, men også meget stemningsstærk, og den må nok regnes for en moderne klassiker og en af Carpenters bedste - og så trækker Ennio Morricones originale musik heller ikke ned i det samlede regnskab.