“Egentligt ville jeg bare høste mine meloner, men så hjalp jeg en latinamerikansk dame med at komme på toilettet, hvorefter jeg ansatte hende og hendes følge af melonplukkere, hvilket betød, at jeg senere blev nødt til at ydmyge en lokal bøllespire, der ville tvinge mig til at ansætte hans andenklassesplukkere. Dette førte så til, at jeg blev smidt i fængsel, hvor jeg mødte en mafia-hitman, jeg senere hjalp med at flygte, men med den bagtanke at servere ham for myndighederne i håbet om, at de så ville give mig lov til tage hjem til mine meloner, der ellers ville ligge og rådne. Desværre lykkedes planen ikke. Mafia-hitmanden slap fra mig, og han og hans følge af morderiske medhjælpere har nu kun ét i tankerne: at få slået mig ihjel så hurtigt som muligt …”

Hygge eller uhygge?
Jeg var engang af den opfattelse, at tåge er det mest hyggelige fænomen, naturen kan byde på (selvom en god gang luftforurening på en varm sommerdag også har en undervurderet charme) - langt mere hyggeligt end den globale opvarmning med dens mange glædelige konsekvenser som f.eks. subtropisk klima, giftigt kryb og smukke palmer i danske byer … Men den hygge smadrede John Carpenter i 1979 med den stemningsstærke, chokeffekt-fyldte The Fog:

Forbandet være den dag, tågen vender tilbage
En forbandelse hviler over Antonio Bay, der nu må betale prisen for fortidens synder. For præcis 100 år siden, i en tæt tåge, gik et skib ned under mystiske omstændigheder. Nu vender tågen tilbage - og med den følger desværre de søfolk, der befandt sig på skibet dengang.

Vi banker skam pænt på, inden vi jager krogen i dig
Døde sømænd på hævntogt er vel ikke det mest hyggelige, man kan opleve - og da slet ikke når disse giver sig til kende som halvt opløste, slimede lig bevæbnet med kroge, sabler og sære øjne - men John Carpenter’s spøgelser er heldigvis af den type, der banker høfligt, omend beslutsomt på vores hoveddør, inden de slår os ihjel.

John Carpenter’s enkle, atmosfærestærke klassiker i original 2.35:1 Panavision aspect ratio:

“We have a crisis. The juvenile gang problem is completely out of control”
Efter en forholdsvis succesrig ildkamp med den fanatiske ungdomsbande, der dræbte hans datter, søger en chokeret fader tilflugt i en næsten nedlagt politistation i Anderson, L.A. Bandens medlemmer, der allerede inden denne begivenhed var i et ondt humør grundet et dødeligt politibaghold, belejrer efterfølgende stationen, der kun er meget sparsomt bemandet med en nyudklækket lieutenant ved navn Ethan Bishop, en betjent, et par kvindelige sekretærer samt to kriminelle bag tremmer, deriblandt den legendariske Napoleon “I Don’t sit in chairs as well as I used to” Wilson i håndjern.

En “cholo” bliver afleveret
Situationen udvikler sig hurtigt i ubehagelig retning, da både strømforsyning og telefonforbindelse afbrydes, og banden, hvis medlemsskare alene kunne befolke et mindre land, iværksætter et voldsomt angreb med lyddæmpede våben. Således isoleret og under angreb, har Lieutenant Bishop intet andet valg end at åbne celledørene, udstyre fangerne med nogle få håndvåben og patroner, forsvare sig så effektivt og støjende som muligt og håbe på, at naboerne i området bemærker skyderiet.

The War of the Worlds udsat for stemningsskabende belysning:

Overbelyst, men interessant - bl.a. takket være Jack Lemmon:

Den første og bedste: Ted Kotcheff’s First Blood fra 82, i hvilken specialstyrkernes bedste mand bliver præsenteret for det konservative small-town America’s værste sider, og slutter af med en grådkvalt, ret uforståelig monolog, som heldigvis er oversat til dansk.

George P. Cosmatos’ Rambo: First Blood Part II fra 85 går ikke over i historien som det største kunstværk nogensinde, men der er nok lidt underholdning at finde for mennesker, der bare ikke kan få nok af Rambo-universet: Rambo er tilbage i Sydøstasiens eksotiske fugthelvede, nærmere betegnet Thailand, Laos og Vietnam. Opgaven er denne gang at opspore amerikanske krigsfanger i Vietnam, samt dokumentere deres eksistens. En fangelejr, Rambo flygtede fra i 1971, er målet. Rambo bliver derfor bl.a. udstyret med et fotografiapparat samt strenge ordrer om ikke at angribe fjenden, da en anden gruppe skal tage sig af befrielsen. Selvom missionen er både vanskelig og frustrerende, er den ikke uden behagelige indslag, som f.eks. Rambo’s makker og våbenfælle i junglen, den vietnamesiske agent Co Bao, der ærligt talt ligner en i Singapore født, gudesmuk model og skuespiller ved navn Julia Nickson-Soul mere, end godt er for filmens troværdighed … der i forvejen halter betydeligt. 

Noget er dog grueligt galt. Som det viser sig, er hensigten i virkeligheden ikke at befri de amerikanske fanger, ligesom man heller ikke har problemer med at efterlade Rambo i junglen til en grum skæbne med blodige voldshandlinger, Sovjet-tortur og andet godt, der, efter min opfattelse, ikke kan bidrage til at hele en forpint Vietnamveterans psykiske sår. Forræderiet er dermed en realitet, og Rambo kæmper nu for livet. Efterfølgende bliver den forlorne, men uendeligt smukke vietnameser Co Bao skudt, og inden hun udånder i Rambo’s arme, i det der udvikler sig til den mest pinlige dødsscene, jeg kan erindre, når hun lige at udstøde de mindeværdige ord: Ram-bo … You … you … can’t forget me.

Peter Falk og Alan Arkin i Arthur Hillers komedie The In-Laws:

Peter Falk, der angiveligt lider af Alzheimers og demens, er ikke, hvad han var engang, men han har altid været langt mere end “Lieutenant Columbo.” Selv husker jeg ham bedst for hans interessante samarbejde med vennen John Cassavetes og film som Husbands (1970), A Woman Under the Influence (1974) samt Mikey and Nicky (1976).

Hævnens gudinde har besluttet, jeg skal bruge resten af mit liv på at udskifte min filmsamling. Lige som jeg, efter nogle tilløb til Betamax, havde stablet en imponerende VHS-samling på benene, dukkede nogle triste, flade skiver op, som, kunne jeg forstå, var fremtiden (dvs., de havde allerede været på markedet en del år, men jeg halter altid bagefter, når det handler om ny teknologi). Jeg købte derfor en “United” i Blockbuster, samt en dyr brænder et andet sted, og gik derefter på DVD-indkøb. Efterfølgende smed jeg hele min VHS-samling ud til storskrald, til de andre beboeres store beklagelse: “Har du ikke noget på DVD? Jeg er ikke interesseret i VHS.,” osv. osv. 

Nu er jeg så i gang med at skaffe min samling tilbage - på DVD. Et uhyrligt projekt, al den stund, nogen har fortalt mig, Blu-ray er fremtiden - indtil videre. Tror snart jeg opgiver, og kaster mig over Video 2000 …

Engang kylede jeg Nemesis i VHS-affaldssækken. Så genopstod den på DVD, og nu pryder den atter min filmhylde, indtil den dag jeg sparker den ud til fordel for en Blu-ray.

Nemesis (1993): Terror og anarki ruller hen over kloden, cyborgs og mennesker kæmper om verdensherredømmet.

Klassisk 40′er-noir med voice-over, Robert Mitchum og Jane Greer. Robert Mitchum, der i Out of the Past må se i øjnene, at fortiden bare ikke vil lade ham i fred. Mon ikke jeg finder en plads til den på filmhylden? Specielt dialogen er i en klasse for sig:

Forsiden er alle 20 kroner værd:

Normalt er jeg lidt forsigtig med at hjemtage Hallmarks tv-film, men denne, lidt profetiske sag kunne prale af Mikael Salomon i instruktørstolen, og et cover design, der bare sælger - og jeg er altså sådan én, der køber hvad som helst, bare det ser godt ud.

Meningerne om Aftershock er delte - endda meget delte, hvilket selvfølgeligt er forståeligt, al den stund, holdningen til film er en meget personlig sag. Selv finder jeg den kedsommelig og klichéfyldt, selvom jeg, som gammel “Hollywoodkatastrofe”-nostalgiker, ikke kan lade være med at sætte en smule pris på dens, efter min opfattelse, lidt gammeldags opbygning og mange (for mange) sub-plots. Første del af filmen bruges til at præsentere os for enkelte appetitvækkende smårystelser, samt nogle (også for mange) uinteressante karakterer, og derefter følger et massivt skælv, som bl.a. vælter den stakkels frihedsgudinde, samt en pæn bid af megabyen New York.

Aftershock: Flere gode navne på rollelisten, o.k. effekter, men efter min mening forfejlet som menneskeligt drama. Der mangler et eller andet, måske nogle karismatiske personligheder til at give det hele karakter, og selvom filmen styrer udenom nogle klichéer, klarer den sig langtfra fri af dem alle. Dertil skal så lægges en skov af figurer, underplots, situationer, konflikter osv. osv. - flere end jeg orker at beskæftige mig med i én film - dvs., hvis de var interesssante, ku’ jeg måske overtales … 

Måske er det bare sådan, at Aftershock lider under det, jeg plejer at kalde Hallmark-syndromet - et syndrom, der, blandt meget andet, har kedsomhed som biprodukt. Kan være, den 170 minutter lange originalversion er bedre end min beskårede udgave, men det er nok snarere omvendt. 

Prøv hellere Charlton Heston-filmen Earthquake fra 1974. Den er bestemt ikke noget mesterværk, men har i det mindste personlighederne og den fede 70′er-stemning.

Altid seværdig - ikke mindst pga. det fræsende, vildt rastløse kameraarbejde: