Lad festen begynde!
Et sted i Frankrig sidder fire midaldrende levemænd og indtager østers og Champagne, mens erotiske lysbilleder sørger for underholdningen, og snakken går om kvinder, sex, vin og fine etiketter. Denne fredelige scene i Marco Ferreri’s sorthumoristiske La Grande bouffe bliver indledningen til et aldrig overgået orgie i mad, sex, mad, vin, mere mad, mere sex og slutteligt smertefuld død. En grotesk begivenhed, smukt sat i scene med militærisk præcision af fire livstrætte, sympatiske, men selvoptagede fyre, for hvem den berømte midtvejskrise er en skæbne værre end døden.

Lidt trætte af det hele
De fire gamle venner, der har prøvet det meste i tilværelsen, og nu er lidt lidt trætte af det hele, har besluttet sig for at begå kollektivt selvmord ved at æde og drikke sig ihjel med stil. Til det formål har de opmagasineret store lagre af fine råvarer, årgangsvine og likører m.m. Det uhyrlige eksperiment bliver henlagt til et gammelt hus i Paris, hvor man nok kan få lov til at være i fred, mens det hårde arbejde står på.

Fire mænd, fire kvinder og et bjerg af mad 
Tre prostituerede og en kvindelig skolelærer bliver også indraget i projektet, der, som filmen skrider frem, antager stadigt mere groteske former med uhæmmede seksuelle udskejelser og psykisk og fysisk kollaps, smukt flankeret af enorme, gavmildt likørstænkede pandekagestabler, uopspiselige gryderetter af ubestemmelig art, hele grise med opfindsomt fyld, uhørt fede fjerkræpatéer af overstørrelse, uimodståelige og af en kvindelig underkrop kærligt æltede tærter, tillokkende megakalkuner med og uden fyld, oceaner af nænsomt dekoreret kvalitetspasta, flere kvadratmeter pizza af typen “Provencal,” en skov af lækre, fuldfede marvben, der nok ville få alarmklokkerne til at ringe hos hjertelægen, bjerge af fine, velsmagende østers samt tårnhøje portioner charmerende kartoffelmos “medicale” (den ene af vores overspisere er på dette tidspunkt blevet mavesyg). Alt sammen smukke kulinariske frembringelser, skabt til den alvorlige lejlighed af mesterkokken Ugo, den ene af vores selvmordere, hvis evner i et køkken er uden sidestykke i gastronomiens historie.

Ulækker og morsom 
Nogle vil nok finde denne film ulækker, og filmanmelderen Leonard Maltin kalder den spøgefuldt “overbaked.” The New York Times kommer måske nærmere, når den udnævner La Grande bouffe til ”a vulgar vaudeville on an epic scale.” Selv finder jeg filmen underholdende og provokerende. Og så må vi ikke glemme, at den kan præsentere os for de fire store skuespillere Ugo Tognazzi, Marcello Mastroianni, Michel Piccoli og Philippe Noiret, som er en stærkt medvirkende årsag til filmens høje placering på min fransk-italienske favoritliste. Den italienske instruktør Marco Ferreri kører i alle tilfælde kompromisløst historien helt til ende, og vi bliver ikke sparet for smagløse detaljer i forbindelse med ædegilde-deltagernes uafvendelige død.