87 ubehagelige minutter i selskab med en af amerikansk films mest talentfulde skuespillere, Joe Spinell, i hans glansrolle som den forpinte kvindemorder Frank Zito - manden der ophøjede skalpering til en kunstart, og forvekslede mannequindukker med sin afdøde moder

Frank’s fornemmelse for skalpe
William Lustig’s klamme low-budget horror-thriller Maniac er en film, jeg aldrig bliver træt af: Den aldeles splittede vicevært Frank (Joe Spinell) strejfer rundt i New York City ved nattetide i søgen efter passende kvindelige ofre, som han så myrder og skalperer (og bare rolig - han nedlægger også en mand i ny og næ). Disse skalpe er at betragte som nødvendighedsartikler for Frank, da de indgår i et vigtigt ritual. Efter endt udåd plejer han derfor at bevæge sig hjemefter, medbringende det eftertragtede trofæ. Således hjemvendt efter endnu en hård nats blodigt slid, tager Frank nattens fangst, en blodig og ulækker skalp, frem af posen og sætter fast på hovedet af en af de utallige mannequindukker, han har fyldt sin lejlighed op med.

En tvivlsom opdragelse
Man opdager hurtigt, at Frank Zito ikke er nogen helt almindelig mand, og det antydes, at han som dreng havde svære problemer med moderen, der muligvis var prostitueret, og muligvis misbrugte/mishandlede lille Frank. Hun havde ret specielle ideer mht. børneopdragelse - blandt andet blev Frank jævnligt gemt af vejen i et skab, og andre gange brændt med glødende cigaretter, når dette var nødvendigt - de grimme ardannelser på hans bryst er i alle tilfælde ikke opstået af sig selv.

Den evige cirkel
Moderens besynderlige opdragelsesmæssige tiltag skræmte lille Frank ganske meget og førte senere åbenbart til Franks forkastelige interesse, som kommer til udtryk ved en stadig gentagelse af de samme handlinger: drab - skalpering - fastgørelse af skalp på mannequindukke. En evig cirkel Frank ikke kan slippe ud af, selvom han gerne vil.

Splittet og forpint - men ikke ond 
Den særprægede tilværelse med vold, blod og mannequindukker er alt andet end let for Frank; han er således ofte fuldstændigt opslugt af den malstrøm af modstridende følelser, der kæmper om kontrollen over hans sind, og man ser ham jævnligt føre lange følelsesladede samtaler med sin afdøde moder - scener der overbeviser os om, at vi har at gøre med en splittet, forpint og meget syg mand. Man kunne fristes til at tro, at Frank i virkeligheden indeholder to forskellige personer, der er involveret i en hård kamp med hinanden. En kamp, der, desværre for Franks omgivelser, gerne får den forkerte vinder.

Kvalme og udvandring
Maniac, som mange kritikere udvandrede fra i biografen, og andre kaldte sygelig og kvalmende, er faktisk langt bedre end man umiddelbart skulle tro med tanke på kritikken. Flere af de medvirkende overspiller godt nok til den store guldmedalje, men Joe Spinell er fremragende i rollen som den stærkt forpinte, svedende og utiltalende kvindemorder. Det er en af amerikansk films helt store karakterskuespillere, vi møder her. En mand der ikke var for fin til nogen rolle, og som altid præsterede sit bedste.

En film med mange stærke sider 
Jay Chattaway’s musik, som sætter sit tydelige præg på Maniac, fortjener at blive fremhævet her, ligesom Tom Savini’s/Rob Bottin’s fantastiske makeup-effekter samt det talentfulde kameraarbejde. Visuelt er filmen stærk, når den præsenterer os for et nedslidt og farligt 80′er-New York - et tilsyneladende koldt og trist sted. Ikke mindst de ensomme, graffittihærgede subways virker velegnede til blodige voldshandlinger, hvilket vi får at se, da Frank forfølger en panisk sygeplejerske et sted i undergrunden. Også den gysende slutning med drabsofrene, der på uhyggelig vis genopstår i mannequindukkerne, er mindeværdig. Og så får vi lige lov til at opleve instruktøren William Lustig i en rolle som sleazy portier på et ”luderhotel.”

En advarsel!
Jeg er afslutningsvis nødt til at komme med en advarsel her: Tåler man ikke eksplicit vold på film, bør man overveje at gå uden om Maniac, der indeholder meget stærke og ubehagelige scener med blandt andet skalpering, sabelgennemboring, halsoverskæring, kidnapning, strangulering og meget andet - fuldstændigt ucensureret og ret kvalmefremkaldende - hvis man da ikke ligefrem tænder vildt på den slags. Det er en kendsgerning, at ikke alle så på Maniac med blide øjne, og medlemmer af feminist-organisationer demonstrerede vredt udenfor biograferne i forbindelse med premieren i USA. Det siger sig selv, at der bliver begået en del vold mod kvinder i filmen, men den vold, der blev begået mod Frank Zito, er efter min opfattelse den mest afgørende, da den fremmaner en monstrøs psykisk lidelse, der tvinger Frank til handlinger, han egentligt ikke ønsker at udføre.

Kunst eller farverig spekulation - eller begge dele?
Tilbage er bare at sige: Glem alt om kritikernes nedsabling af Maniac. Coveret signalerer muligvis underlødig splatter/slasher, men filmen indeholder så meget mere. Maniac er efter min opfattelse en af filmhistoriens mest interessante (og ulækre) seriemorder-film - et klamt, klaustrofobisk, blodigt og uhyggeligt kunstværk, der nok må regnes for at være William Lustig’s bedste arbejde - ikke mindst på grund af avantgardeskuespilleren Joe Spinell - der forresten også er manden bag filmens screenplay og historie.