Året er 2018. “Nationernes bankerot” og “virksomhedskrigene” er et overstået kapitel i menneskehedens historie, og de store virksomheder styrer nu i fælleskab en verden fri for krig, sygdom, fattigdom og sult. Til gengæld for dette kræver virksomhederne “kun” befolkningens taknemmelighed og troskab. I denne uhyggelige “corporate state” kontrollerer virksomhederne adgangen til verdens føde, beboelse, energi, luksus og transport, og har nu skabt et idealsamfund, der hurtigt viser sig at være mere anti-utopisk end idealt.

For at tilgodese massernes tørst efter vold og blod, har virksomhederne opfundet den brutale sport ”Rollerball” – “man against metal” på rulleskøjter i en cirkulær arena. En blodig full-contact sport, som går ud på at score så mange point som muligt ved at kaste en stålkugle ind i et rør eller en tragt, alt imens man velvilligt lemlæster så mange fra det andet hold,  man kan slippe afsted med. Dødsfald er ikke et ukendt begreb i sporten – snarere tværtimod. Som det senere skal vise sig, har sporten også et andet formål, der har med opdragelse af befolkningen at gøre. Det globale energimonopol Energi Corporation ejer holdet Houston, som meget passende har taget navn efter den by, holdet er baseret i.

Anføreren for Houstons hold, veteranen og superstjernen Jonathan E. (James Caan), har opnået heltestatus i befolkningen, da han nærmest ene mand vinder kampe for Houston. Han er dermed mere populær end de virksomheder, der kræver befolkningens totale loyalitet. Dette forhold er selvfølgeligt et stort problem for virksomhederne, og lederen i det Houston-baserede Energy Corporation, den alfaderlige Bartholomew (John Houseman), forsøger derfor, angiveligt på vegne af “direktoratet,” at overtale Jonathan til at trække sig tilbage – blandt andet ved hjælp af en tillokkende aftrædelsespakke.

Den noget overraskede og ret så skeptiske Jonathan er selvfølgeligt tilbageholdende med at modtage tilbuddet - der egentligt ligner et påbud. Det siger sig selv, at han ikke vil svigte holdkammeraterne, nu hvor Houston er to kampe fra det eftertragtede verdensmesterskab. Han får et par dages betænkningstid, og beslutter sig for at klarlægge årsagerne. Som han siger i en samtale med den gamle ex-champ Cletus (Moses Gunn): “Noget er ved at ske med sporten.” Dermed er et oprør i gang – et oprør der også truer Bartholomew’s position i virksomheden. Jonathan’s modvilje har måske også en anden, mere personlig årsag, idet hans ægteskab med hustruen Ella (Maud Adams) sluttede, da hun blev lovet bort til en af ledelsens topfigurer – eller måske valgte hun at gå frivilligt grundet Jonathans engagement i den brutale sport.

Ud over at være en erstatning for krig, er meningen med sporten Rollerball blandt andet at “demonstrere det nyttesløse og intetsigende ved individuel anstrengelse,” hvorfor Jonathan’s sportslige succes naturligvis er en belastning, da han med stor styrke demonstrerer, at individuel anstrengelse rent faktisk nytter. Jonathan sættes under stadigt større pres for at gå på pension, da hans oprør mod den herskende klasse efterhånden udvikler sig til at blive en reel trussel – blandt andet nogle meget barske regelændringer i de to efterfølgende kampe skal motivere ham (eller eventuelt slå ham ihjel) til at afslutte karrieren.

Rollerballs 2018-samfund sætter fællesskabet højere end individet, og insisterer på, at de store virksomheders absolutte magt kombineret med en menneskelig tilværelse uden daglig kamp for overlevelse er udtryk for verdens (og ikke mindst virksomhedernes) ideelle tilstand – en ide som bliver godt gennemhullet i Rollerball.

Rollerballs neofeudale samfund er et koldt sted. En underlig blanding af det restriktive, det voldsforherligende og det dekadente. Et sted hvor kvinder bliver betragtet som en del af boligens standardmøblement. Et sted hvor verdenshistorien er censureret, og voldssporten “Rollerball” er det bloddryppende og actionmættede højdepunkt i tilværelsen. Et sted hvor samfundets elite tilsyneladende består af yngre, velplejede narkomaner, der gavmildt deler ud af den lille, spændende pilleæske, de altid bærer rundt på. Et sted hvor samfundets priviligerede finder morskab i at skyde træer i smadder med hightech våben efter en lang nats fest og sviren – i sandhed et tegn på kedsomhed i et samfund drænet for naturlig spænding og udfordring.

Rollerball, instrueret af canadiske Norman Jeweson, er en mærkelig størrelse. I lange passager beskæftiger den sig med alt muligt andet end action, blandt andet Jonathan’s forsøg på at forstå hans skæbne – det traumatiske tab af hustruen, samt ledelsens vedvarende insisteren på en pensionering fra sporten. Filmen kommer ikke helt i dybden med beskrivelsen af samfundet og årsagerne til verdens tilstand. Den kolde og sterile 70′er-fremtidsindpakning gør den ikke pr. automatik til god sci-fi, og tre veludførte actiondele er vel ikke helt nok til betegnelsen “fuldblods actionfilm.” Trods glimrende præstationer og stærke karakterer til at drive filmen frem er det svært at betragte Rollerball som et stort drama. Det er som om, den sætter sig mellem to eller tre stole og ikke rigtigt kan bestemme sig for, hvad den er: Måske er den en actionfilm. Måske er den en kritik af volden i samfundet eller i samtidens sport. Måske er den en kritik af de multinationale selskabers globale indflydelse. Eventuelt kan man også opfatte den som en meget amerikansk hyldest til det i Rollerball så ringeagtede, men alligevel tilbedte enkeltindivid. Eller måske skal man bare betragte filmen som en pudsig kombination.

Instruktøren Norman Jeweson’s hensigt med Rollerball var blandt andet at kritisere den tiltagende vold i sport. Man kan også se filmen som et eksempel på de sportslige oplevelser, vi har i vente - oplevelser vi til en vis grad allerede har fået. Alle, der har dyrket den amerikanske NHL-liga på tv, ved, hvad jeg taler om – forskellen i brutalitet er ikke stor. Jeweson ville præsentere publikum for resultatet af volden og reaktionerne på den - en ambition, der tilsyneladende gik hen over hovedet på mange kritikere, der anklagede Rollerball for ligefrem at hylde volden – i stedet for at fordømme den. Jeweson’s svar er vel rimeligt nok, selvom ikke alle fandt det overbevisende: “How could you make a film about violence without some violence in it?” Det er en kendsgerning, at mange mennesker (uden andet kendskab til Rollerball end et hurtigt blik på et VHS-cover) opfatter den som en voldsfilm, og noget de ikke behøver at beskæftige dem yderligere med.

Jeg anser dog denne til tider tankevækkende, smukke og melankolske film for at være overordentligt seværdig, blandt andet på grund af det kolde, men på overfladen ikke så fremmedartede fremtidsmiljø, den interessante og stemningsskabende brug af klassisk musik (Bach), den karismatiske, stærkt spillende (nogle gange underspillende) James Caan, det store ikon John Houseman og ikke mindst - de medrivende kampe med futuristiske gladiatorer på rulleskøjter, som er fremragende actionunderholdning - blandt andet på grund af det fantastiske stuntarbejde. Takket være den helt rigtige fotografering og klipning, bevarer man overblikket i de hektiske scener på de skrå brædder.

De underholdende, stemningsfulde Rollerballkampe er måske filmens største svaghed, når den skal føre sig frem som en samfundskritik: Lige fra første fløjt rives man med af det fanatiske publikum, nervøsiteten, de sammenbidte, svedende ansigter ved kampens begyndelse, den intense fight, de overdådige stunts og Mr. Bartholomew’s moralske opbakning i omklædningsrummet efter kampen. Troværdige scener, der ligner den “virkelige” verden til forveksling. Måske er det hele skruet FOR godt sammen, hvilket jeg ikke burde beklage mig over, da det er forbandet god underholdning. Ikke mindst det entusiastiske statistpublikum giver scenariet troværdighed, og ved en enkelt lejlighed var en mindre del af dette rent faktisk ude af kontrol. Man bliver revet med, hvad enten man vil det eller ikke, og dermed hylder man måske også den brutale begivenhed – men så kan man jo undskylde sig med, at hele affæren blot er en film.

Efter premieren skete der forresten det interessante, at en amerikansk rigmand tilbød Norman Jeweson et større pengebeløb for retten til at starte en Rollerball-league. 1 mill. dollars for en verdensomspændende licens, hvilket blot understreger, at filmen havde sin berettigelse, omend dens budskab gik tabt i larmen fra de brølende masser og hårdt kæmpende gladiatorer.

Rollerballs filosofiske og politiske undertoner er i øvrigt en medvirkende årsag til min kærlighed til filmen, selvom man, som før nævnt, ikke kommer helt i dybden. Filmen er under alle omstændigheder en udødelig klassiker, som mange år efter første gennemsyn stadig sidder i systemet - og den er så langt at foretrække frem for det helt umulige 2002-remake med Chris Klein.

En del af Rollerball blev optaget i München. Resten i Pinewood Studios i England.