Jeg burde være død …
The Quiet Earth omhandler først og fremmest den new zealandske regeringsforsker Zac Hobson, der, efter et selvmordsforsøg, vågner op en morgen i et motelværelse udenfor Auckland for, kort tid efter, at finde ud af, at han tilsyneladende er alene i verden.

En underlig dag
Omstillingen svarer ikke. Biler står tomme overalt på vejene, og rundt omkring i landskabet kan man støde på resterne af nedstyrtede fly - men ingen mennesker. Husene står tomme. De uredte senge står tomme. Den halvt spiste morgenmad står ensom tilbage - som vidnesbyrd om det der var engang. Men mennesker er der ingen af, og man mere end aner, at en meget voldsom begivenhed pludseligt er indtruffet - men hvilken? Og hvorfor? Og hvordan kunne vores livstrætte forsker overleve det ellers så veludførte selvmordsforsøg?

Eksperimentet der tømte verden
Man må sige, det er en skræmmende situation, Zac Hobson befinder sig i. De fleste har måske forestillet sig en verden tømt for mennesker, men man skal opleve det, før man fuldt ud forstår situationen. Zac Hobson er, som før nævnt, forsker, og det går hurtigt op for publikum, at han med sin forskning har medvirket i et verdensomspændende eksperiment kaldet “Projekt Flashlight” - et projekt der har med universets energi at gøre (tror jeg), men noget er gået grueligt galt, og verden er nu tømt for mennesker og dyr. Tilsyneladende er Hobson det eneste tilbageværende menneske på planeten, og vi overværer i starten af filmen, hvordan han, med en blanding af vantro og spirende mistanke, udforsker de mennesketomme omgivelser.

For meget alene
Det er ikke forkert at hævde, at Hobson efter nogle uger alene befinder sig på kanten af sindssyge. Han fører således lange samtaler med sig selv (men hvem skulle han ellers tale med), og ender med at vælte rundt i storbyen kun iført en underkjole. Han forfalder endda til at skyde Jesusfigurer i stykker i den lokale kirke, alt imens han forbander gud og skæbnen. Det der starter som en interessant situation (det kan jo være interessant at være alene i verden), ender med at blive en forbandelse - mennesket er som bekendt et socialt dyr. På et tidspunkt bliver Hobson træt af lege lokofører, træt af at spille billard med sig selv, træt af at klæde sig ud, træt af at drikke champagne til morgenmad og træt af at plyndre supermarkeder, og han ender slutteligt, desperat og træt af det hele, på kanten af det efterhånden så tillokkende selvmord - den eneste synlige vej ud af ensomheden.

En smuk filmperle
Jeg vil ikke ødelægge oplevelsen for andre ved at afsløre mere af handlingen her, men blot sige, at denne lille filmperle, der er overordentligt smukt filmet i New Zealands vintersol, blev en anderledes og meget fascinerende oplevelse, som jeg absolut må anbefale til andre dommedagsfans. Den minimale brug af effekter gør ikke filmen mindre seværdig - tværtimod. Det, der gør den interessant, er selvfølgeligt det mystiske og ret uhyggelige “Palle alene i verden”-scenarie, og de problemer dette medfører for Zac Hobson, samt spørgsmålet om hvorvidt han virkeligt er det eneste tilbageværende menneske på planeten.

… Men ikke den perfekte film
Det er ikke den perfekte film, og interessen falder lidt, som filmen skrider frem. Første halvdel er langt den stærkeste, med en ensom og forvirret Hobson der udforsker de mennesketomme omgivelser, alt imens sandheden langsomt går op for ham. I sin helhed er The Quiet Earth ikke stærk nok til betegnelsen mesterværk, men den er ikke desto mindre en meget besynderlig og anderledes oplevelse. Og så er der virkeligt tomt og ensomt i filmens univers, idet man gjorde meget ud af at skanne baggrunden, inden man optog.

The Quiet Earth er nok instruktøren Geoff Murphy’s bedste film. Jeg så den i biografen i 1980′erne, og glemte den aldrig!