Fart - den eneste synlige vej ud af smerten

En øde ø-film
Vanishing Point - en fascinerende blanding af action, drama og tragedie, med anstrengende forfølgelsesjagter og tæt ræs på støvede ørkenveje - er én af de film, jeg vil kaste i rejsetasken, den dag jeg bliver tvunget til at emigrere til en øde ø.

Fra Colorado til Californien på 15 timer
Hovedpersonen Kowalski, eks-Vietnam, eks-racerkører og eks-cop, lever af at køre biler til forskellige destinationer i USA, hvor de så bliver afleveret til kunderne. Den rastløse Kowalski har nu påtaget sig endnu en opgave, der går ud på at køre en toptunet “260 km i timen-1970 Dodge Challenger” fra Colorado til San Francisco. Kowalski, der er godt oppe i det røde felt på grund af sit store amfetaminforbrug, indgår et væddemål med sin lokale pusher, gående ud på, at Kowalski sagtens kan klare den lille smuttur på 15 timer. Egentligt er der ingen grund til hastværk, da han har hele weekenden til opgaven, men han er tilsyneladende en mand, der kun lever, når han suser igennem landskabet med sømmet i bund.

En eksistentialistisk roadmovie
Der er hermed lagt op til endnu en chasemovie, som det er set så mange gange før, og filmen præsenterer da også publikum for nogle imponerende forfølgelsesjagter med flot kameraarbejde i og udenfor biler i høj fart, samt nogle blændende smukke billeder af majestætiske ørkenlandskaber i det sydvestlige USA. Vanishing Point er i det hele taget en æstetisk nydelse, men er også interessant på andre områder. Det er f.eks. ikke urimeligt at hæfte betegnelsen ”en eksistentialistisk roadmovie” på den, ligesom det godt kan forsvares at kalde den “en rejse gennem Vietnam-æraens kulturelle landskab” og en “modkulturens film.”

Det sidste frie individ 
Det er en kendsgerning, at man sammen med Kowalski bevæger sig igennem et land, der tilsyneladende er fyldt op til randen med desillusionerede bonderøve, sensationslystne medier, racistisk og korrupt politi samt nysgerrige tilskuere, for hvem en blodig tragedie er den bedste underholdning på en ellers kedelig søndag. Over for disse, står så modkulturen i form af religiøse fantaster, bikerhippier, nøgne kvinder på motorcykler, sorte radioværter og sympatiske pushere. Denne modkultur, Kowalski, mere eller mindre mod sin vilje, kommer til at repræsentere i hans egenskab af det frie individ, der trodser alverdens undertrykkende systemer. Filmen er således også en hyldest til drømmen om individuel frihed, og Barry Newman er den rette mand i rollen som den fåmælte, rastløse enspænder, der ræser afsted med fortiden lige i hælene.

Kowalski’s brogede fortid
Vi foretager med andre ord en rejse igennem flere interessante landskaber, men Vanishing Point er på samme tid en rejse gennem Kowalskis fortid, som vi stifter bekendtskab med ved hjælp af en række mere eller mindre vellykkede flashbacks, hvor vi bl.a. ser ham miste sin hustru i en drukneulykke. Der bliver også plads til et tilbageblik på en mildest talt utilfredsstillende tilværelse som ordenshåndhæver - et virke i hvilket korruption og overgreb på borgerne åbenbart var normale indslag. Dertil skal så lægges adskillige klip fra en farlig karriere som racerkører - der er jo en grund til, at Kowalski er så svær at indfange på landevejen.

Ingen happy ending
Vanishing Points enspænder er med andre ord en mand, der har mistet alt. Tilbage er kun farten og friheden på de åbne landeveje. En frihed ordenshåndhæverne vil gøre alt for at tage fra ham, hvilket ikke vil levne ham meget at leve for, hvorfor hans selvdestruktive adfærd ikke kan undre nogen. Man skal derfor ikke forvente en happy ending i denne anderledes og meget smukke roadmovie, der har i sjæl og atmosfære, hvad den mangler i drama.